Arbejdsliv på godt og ondt

Arbejdsliv på godt og ondt

 

I følge Socialstyrelsens årsstatistik 2010, 2011 og 2012 for danske støttecentre der arbejder med seksuelt misbrugte voksne, står en stor del af centrenes brugere udenfor arbejdsmarkedet. De seneste tal fra 2012 (baseret på 333 besvarelser) viser, at arbejdsmarkedstilknytningen for brugerne er lavere (44 procent), end for den samlede befolkning (65 procent). Opdelt på alder viser tallene, at blandt gruppen 38-47-årige, som er den gruppe, hvor flest er beskæftiget i den samlede befolkning (85 procent), er kun 42 procent af centrenes brugere beskæftiget.

 

Dette tyder på, at de sociale, psykiske og fysiske problemer som seksuelle overgreb ofte giver (også kaldet senfølger), har vidtgående konsekvenser for de udsattes arbejdsevne som voksne. En ting er i hvert fald sikkert; alle de deltagende på usynligear.dk har uanset tilknytningen til arbejdsmarkedet mærket konsekvenserne af de seksuelle overgreb i forbindelse med deres arbejdsliv som voksne.

 

Arbejdet giver ny energi

af Thomas Bering Kristensen

 

- I dag kan jeg sige, at jeg rent arbejdsmæssigt har fundet min rette hylde, og at mit arbejde som pædagog fungerer som en form for "helle". Når der indimellem raser en indre uro, eller jeg følelsesmæssigt er inde i en downperiode, er det i mit arbejdsliv, jeg henter energi og glæde. Sådan har det ikke altid været. Det har taget lang tid at komme hertil.

 

Valg af uddannelse

Da jeg som ung skulle vælge uddannelse, ville jeg gerne blive journalist. Nogle fantastiske dansklærere fra skoletiden og mit barndomshjems store samfundsengagement var helt sikkert medvirkende dertil. Begge mine forældre var meget politisk involverede, hvilket var spændende for en dreng som mig, der fik lov at møde mange socialdemokratiske toppolitikere.

 

Det endte dog med en pædagoguddannelse efter et par forgæves optagelsesforsøg på journalistuddannelsen og en tid som pædagogmedhjælper, hvor jeg oplevede succes. Jeg kom rimelig helskindet og fint igennem uddannelsen.

 

Sammenbrud

Der var enkelte sammenbrud undervejs, når jeg skulle sætte mig selv i spil. Det lægger en uddannelse, hvor relationsarbejdet har stor betydning naturligt op til. En lille oplevelse undervejs i uddannelsen - som reelt ikke havde så stor betydning - illustrerer meget godt, hvor lidt der skulle til for at vælte mig.

 

"Jeg følte slet ikke, jeg kunne sige noget relevant eller noget,

der var interessant nok"

 

Undervejs i uddannelsen kommer man til samtale hos en talepædagog, som skal vurdere, om man har problematikker med sproget. Det foregik under ganske afslappede forhold, og hun bad mig fortælle noget om mig selv. Det var ikke vigtigt, hvad det var, men jeg brød fuldstændig sammen. Det at sætte ord på noget omhandlende mig selv kom alt for tæt på. Jeg følte slet ikke, jeg kunne sige noget relevant eller noget, der var interessant nok. Kunne slet ikke sætte mig selv i scene, hvis ikke jeg havde forberedt noget. Det handlede måske i virkeligheden mest om, at den grundlæggende tillid manglede.

 

Forventningspres

Derfor virkede det nok paradoksalt, at jeg efter 4 år som pædagog i daginstitutioner sagde ja til at lade mig opstille, som Faglig Sekretær i min egen lokale fagforening. Jeg tror mest af alt, det handlede om mit eget forventningspres om at have succes, og at vise jeg kunne.

 

"Jeg blev på daglig basis konfronteret med mennesker, jeg ikke kendte.

Vrede mennesker som skældte ud, fordi de var utilfredse med fagforeningen"

 

Selvfølgelig var det vigtigt for mig, at der var nogen, der troede på mig - ellers havde jeg ikke sagt ja - men jeg havde på daværende tidspunkt ikke set sammenhængen mellem de traumatiske oplevelser i min barndom eller luret, hvor stor en indflydelse fortiden havde på min adfærd og følelsesliv.

 

Slidt op

Jeg endte med at sidde i stillingen i 8 år, og den tid var uden tvivl den hårdeste periode af mit arbejdsliv. Jeg blev ganske langsomt slidt op. Jeg havde fået et arbejde, hvor jeg reelt havde meget lidt indflydelse på min hverdag. Min hverdag var dikteret af medlemmer, kommuner og Folketing. Jeg blev på daglig basis konfronteret med mennesker, jeg ikke kendte. Vrede mennesker som skældte ud, fordi de var utilfredse med fagforeningen

.

Manglende kontrol

Jeg skulle forhandle, smalltalke og samtidigt tænke strategisk. Jeg havde ingen kontrol og måtte ofte optræde på slap line om emner, jeg ikke var forberedt på og helt ærligt heller ikke altid vidste ret meget om. I bestyrelsen trivedes jeg fint. Her kendte folk mig og omvendt. Ligeledes havde jeg dejlige kollegaer på fagforeningskontoret . De to steder følte jeg mig som en fisk i vandet. Her kunne jeg få afløb for mit samfundsmæssige og politiske engagement.

 

"For mig var ethvert angreb

et personligt angreb på min person"

 

Men når man i hverdagen skal gå med en konstant frygt for at blive angrebet og ikke er i kontrol, slider det én op. For mig var ethvert angreb et personligt angreb på min person.

 

Hver eneste generalforsamling burde være en festdag, men for mig var det en pine og kostede mig flere dage forinden med ondt i maven. Angsten for at skulle stå til regnskab overfor medlemmerne og ikke blive genvalgt var ulidelig, og jeg lærte det aldrig, selvom jeg altid blev genvalgt.

 

Tilbage til kernen

I 2008 var jeg presset både familie- og arbejdsmæssigt. Vågnede brat en nat og så lyset. Jeg ville tilbage til dét, jeg vidste, jeg var god til. Jeg ville arbejde som pædagog igen. Aldrig før er jeg stået op med en bedre følelse i maven. Det var en kæmpe lettelse, da jeg sagde op på jobbet. Jeg vidste pludselig med mig selv, at det ikke var det værd. At mine prioriteter skulle være det nære. Familien, arbejdet jeg var uddannet til, og som er en af de få ting, jeg ganske ublu tør påstå, jeg er god til; arbejdet med børn. "Så skulle jeg da være leder" sagde mange. Nej, jeg skulle ikke være leder. Jeg skulle tilbage på "gulvet", til alle de smil hverdagen med børn bringer med sig. Siden har jeg ikke set mig tilbage.

 

"I dag er mit arbejde et helle. Det er først og fremmest her, jeg henter ny energi"

 

Det var det helt rigtige valg. For første gang kunne jeg for alvor mærke mig selv, og hvad der var rigtigt for mig. I dag er mit arbejde et "helle". Det er først og fremmest her, jeg henter ny energi. Faktisk kan ferier være lange for mig. I ferierne kan ensomheden snige sig ind, dårlige tanker og lavt selvværd. Nej tak, så lad mig hellere få hverdagen. Hverdagen i et job med skønne kollegaer og fantastiske børn. En hverdag med udfordringer, hvor jeg tror på mig selv og mærker, jeg gør en forskel.

 

Følg mig på Facebook-siden

Arbejdsnarkomani

Af Pernille Gyldensøe

 

- Jeg har altid været på hovedløs jagt efter anerkendelse, fordi jeg grundlæggende altid har døjet med lavt selvværd. Det var aldrig godt nok og kunne altid gøres bedre. Gennem det meste af mit liv har jeg været min egen værste kritiker. Se videoen nedenfor, hvor jeg fortæller mere om arbejdsnarkomani, anerkendelse og indre værdi.

Træt af at "være på"

Efter 10 år med fuld fart på karrieren som sælger, blev jeg mættet af at "være på". Til trods for at det var en fantastisk udviklende periode i mit liv, var det også udmattende konstant at skulle spille en rolle. Jeg var mættet af indtryk og mennesker. Selvom jeg havde det godt med mine kollegaer, var jeg ikke afhængig af dem. Mit drive kom indefra og var ikke ydrestyret.

 

Ikke en teamplayer

Jeg har nok aldrig rigtig været en teamplayer. I skolen hadede jeg gruppearbejde. Dels oplevede jeg ofte at komme i gruppe med nogen, der ikke havde de helt samme ambitioner som jeg.

 

"Jeg har nok aldrig rigtig været en teamplayer"

 

Dels arbejdede jeg bare bedst alene, for på den måde kunne jeg bevare kontrollen. I arbejdsøjemed har jeg altid veget udenom, og i salgsmiljøet arbejdede jeg heldigvis oftest selvstændigt, da det er individuelle resultater, der først og fremmest tæller for en sælger. På en enkelt arbejdsplads havde vi dog et godt teamsammenhold, og opnåede flotte salgsresultater samlet for afdelingen ved at motivere og peppe hinanden op.

 

Drømmen

Jeg havde en drøm om at blive selvstændig. At få fuld indflydelse på min arbejdsdag og genvinde noget af den tabte kontrol. Jeg havde en indædt tro på, at jeg godt kunne leve af mit firma, som jeg startede op ved siden af mit sælgerjob i 2005.

 

"Der var flere, som forventede og håbede,

at jeg ville mislykkes"

 

Efter endt barsel i 2008 sagde jeg mit gode, sikre, vellønnede job op og sprang ud fra 5 meter vippen uden anden form for sikkerhed end troen på mig selv. Der var flere, som forventede og håbede, at jeg ville mislykkes.

 

Kan ikke leve uden

Folk spørger ofte "Kan du virkelig leve af det?". Og mit svar er enkelt "Jeg kan ikke leve uden".

 

Der er perioder, hvor jeg tjener meget mindre, end jeg gjorde som sælger, og så er der virkelig gode måneder, hvor jeg høster frugten af mit arbejde. Det svinger ufatteligt meget og jeg har efterhånden lært at have is i maven. Den frihed jeg oplever i min arbejdsdag, er mere værd end penge.

 

Frivillig isolation

Den ro jeg oplever, mens jeg arbejder på værkstedet med mine gamle møbler, ville jeg ikke bytte for fast indkomst. Den sociale isolation passer mig fint. Jeg savner ikke kollegaer og slet ikke det at have en overordnet. Jeg har dagligt kundekontakt og så fylder familie, venner og netværk rigtig meget i min hverdag - det er rigeligt for mig.

 

Følg mig på Facebook-siden

 

 

 

 

 

At søge førtidspension

Af "Søs", 46 år

 

- Som følge af min traumatiske opvækst lider jeg af PTSD, tics og ufrivillige rystelser med hovedet. Desuden led jeg i en 4-årig periode af social forbi.

 

Oprindelig er jeg uddannet butiksassistent og senere blev jeg social- og sundhedshjælper. I min tid på arbejdsmarkedet arbejdede jeg dog som ufaglært på forskellige arbejdspladser. Jeg havde let ved at få arbejde - det sværeste var at fastholde mig selv i de forskellige jobs. Den længste periode jeg har været ét sted, var 9 år .

 

"Mine problemer med tillid og manglende selvværd stammer fra min barndom"

 

Usikker på mig selv

Min tid på arbejdsmarkedet var præget af usikkerhed og manglende tro på mig selv. Jeg tvivlede ofte på mig selv, når der blev stillet krav fra arbejdsgiveren, fordi tilliden til mig selv var ringe. Jeg var bange for, om tingene nu blev gjort rigtigt. Samtidig havde jeg enormt svært ved at modtage ros. Mine problemer med tillid og manglende selvværd stammer fra min barndom.

 

Tabt i systemet

Min sidste arbejdsgiver hjalp mig. Hun kontaktede kommunen. Desværre fungerede det kommunale system ikke. De glemte mig, og der var alt for mange sagsbehandlere indover. Hver gang skulle jeg starte forfra, og når man i forvejen ikke har tillid til mennesker, er det svært at åbne op - især når de ikke gider at sætte sig ind i ens sag, fordi der i forvejen ligger en bunke sager på deres bord.

 

"Det var svært for mig at finde hoved og hale i det, og jeg tvivlede på,

om de virkelig var til for at hjælpe en eller ej"

 

Jeg oplevede, at det kun drejede sig om at få mig hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet, og blev truet med at ryge på kontanthjælp, hvis ikke jeg sammenarbejdede. Da jeg endelig mødte en forstående sagsbehandler, havde jeg mistet al tillid, og brugt alt for mange kræfter på at passe på mig selv. Det var svært for mig at finde hoved og hale i det, og jeg tvivlede på, om de virkelig var til for at hjælpe en eller ej.

 

Ville opgive alt

Det blev en ond cirkel og jeg følte mig kvalt. Ingen lyttede til mig og til sidst snakkede jeg dem bare efter munden for at få ro. Jeg var til sidst villig til at sætte ægteskab og børn over styr af afmagt. Gjorde alt for at undgå at være sammen med andre. Jeg følte mig mistænkeliggjort og stigmatiseret som hende, der ikke ville arbejde, ikke var samarbejdsvillig og ikke kunne tage sig sammen.

 

Håndklædet i ringen

Det blev min tidligere arbejdsgiver, kommunen samt en veninde, der fik mig til at give slip i den opslidende kamp, der blot førte til, at jeg blev mere og mere syg.

 

"Jeg følte, det var flovt, at jeg ikke kunne tjene mine egne penge"

 

Jeg kom på førtidspension som 45-årig. Det var en kæmpe skam og skuffelse over mig selv. Jeg følte, det var flovt, at jeg ikke kunne tjene mine egne penge.

 

Meningsfuld hverdag

Det er nogle gange svært med så meget fritid. Jeg er nødt til at tilrettelægge min hverdag ned til mindste deltalje, så læsset ikke vælter. Jeg er ved at lære at acceptere det i dag og arbejder på at få fyldt en hverdag ud med noget, der giver en mening. At passe et hjem, mand og børn er også en slags arbejde, og de har behov for at have en mor/ kone, der kan være noget for dem uden at være stresset.

 

"Jeg synes, man skylder sig selv at få det bedste ud at det"

 

Det har været givtigt for mig at møde andre i samme situation. I dag arbejder jeg som frivillig, hvor jeg støtter andre og ofte fortæller dem, at det aldrig er for sent at få bearbejdet sine barndoms-traumer. Jeg synes, man skylder sig selv at få det bedste ud at det. Ens egne valg kan være medvirkende til, at man får et godt og meningsfuldt liv ud af de begrænsninger og muligheder, en førtidspension giver.

 

Håber på forandringer

Det meste af mit liv har været en kamp. Siden jeg var barn, har jeg kæmpet mod et system, der ikke lyttede, da jeg havde allermest brug for hjælp, fordi mine forældre ikke magtede deres ansvar. Jeg håber fremover, at der fokuseres mere på forebyggelse, så børnene og deres familier får den hjælp, de har brug for langt tidligere.

 

"Der skal være flere psykologer med speciale i overgreb

og bedre uddannede fagpersoner generelt i systemet omkring de udsatte"

 

For de voksne med overgreb i bagagen ville flere netværk med hjælp-til-selvhjælp rundt omkring i landet være godt. Der skal være flere psykologer med speciale i overgreb og bedre uddannede fagpersoner generelt i systemet omkring de udsatte. Antidepressiv medicin bliver udskrevet uden forudgående grundige undersøgelser, og det kan have store konsekvenser for det enkelte menneske, hvis ikke man får den rette hjælp fra starten af.

 

Vi førtidspensionister er ikke dovne mennesker. Vi har en viden, som mange kunne have gavn af, og vi har meget at give, hvis bare I vil lytte til os.

© 2013-2017 UsynligeAr.dk

All Rights reserved

Webdesign: Pernille Gyldensøe

Fotos: Privatfotos, Pernille Gyldensøe