Den svære ambivalens

Den svære ambivalens

Man taler ikke positivt om sin krænker. I hvert fald er det meget svært for omgivelserne at kapere, der også kan være positive sider ved et menneske, der kan gøre noget så ondt. Den forventede lyst til had og hævn fra omgivelserne, gør automatisk at det føles meget tabubelagt for ofret også at have gode minder fra tiden sammen med krænkeren.

 

Jeg følte mig speciel

Af Louise Benner

 

- Noget af det mest tabubelagte omkring overgreb er, at man som misbrugt ofte holder af sin krænker. Relationen er sjældent sort/hvid, og mange følelser er på spil mellem barnet og den voksne. Midt i alt det svære og det ubehagelige gav min krænker mig også meget godt, hvilket jeg fortæller om i videoen nedenfor.

Følg mig på Facebook-siden

Jeg elsker stadig familien

Af Pernille Gyldensøe

 

- Den stod ikke på overgreb og vold dagen lang i hele min barndom. Jeg husker også gode ting, som er ligeså vigtige for mig at holde fast i, som alt det andet. For det hele var min virkelighed. Alting er ikke sort og hvidt.

 

Vi havde også en hverdag, hvor vi gjorde helt almindelige ting. Der var også sammenhold og omsorg i en eller anden form, som jeg holdte af og jo var dybt afhængig af som barn - for hvad er et barn uden sin familie? Jeg har altid beskyttet dem af kærlighed og frygt.

 

"For det meste forsvandt jeg ind i mig selv og forsøgte at være usynlig.

Det var min måde at overkomme hverdagen på"

 

Anspændthed

Tingene var dog anspændte. Nogle gange kunne jeg fornemme de ulmende eksplosioner i luften, så snart jeg trådte indenfor døren.

 

Andre gange kom de som lyn fra en klar himmel, hvor råb, trusler, flyvende tallerkener og væltede møbler også var "almindeligt". Man vænner sig til meget og tilpasser sig. For det meste forsvandt jeg ind i mig selv og forsøgte at være usynlig. Det var min måde at overkomme hverdagen på.

 

Ikke Stockholmsyndrom

Hvis mine krænkere kun var gennemførte onde og dårlige mennesker med horn i panden, så ville det give bedre mening for andre. Når jeg snakker om kærlighed i forbindelse med min primære krænker, kradser jeg i det karikerede billede, de har af en volds- og seksualforbryder.

 

"Jeg forventer ikke, at andre kan forstå det.

Jeg forventer, at de kan respektere, det er sådan for mig uden fordømmelse"

 

Den gængse opfattelse er, at krænkere ikke også kan/må rumme positive egenskaber - men min erfaring er, at det gør de også. Jeg bliver vred, når folk siger Stockholmsyndrom for at forklare mine ambivalente følelser. Jeg forventer ikke, at andre kan forstå det. Jeg forventer, at de kan respektere, det er sådan for mig uden fordømmelse.

 

Lyt og støt

Hvis det var så nemt for udsatte at angive deres krænker - så ville der være langt flere anmeldelser, end der er. Skam, frygt og ikke mindst de ambivalente følelser som kærlighed og loyalitet gør det til en sårbar og smertelig proces at angive et familiemedlem eller en reservefar/mor. Overruler man de - for mig - helt naturlige følelser, ofre kan have for deres nære relationer, så begår man en stor fejl. Man ender med at stigmatisere dem yderligere, i stedet for at lytte til dem og støtte dem i, at det også kan være sådan. Vi har ikke brug for flere tabuer i tabuet!

Hård som sten

På billedet til højre er jeg 14 år. Hård som sten udenpå og i dybt oprør indeni. På daværende tidspunkt har jeg været i kløerne på samtlige af mine fire krænkere.

 

Overgreb i stimer

Udover incesten var jeg udsat for tre andre krænkere i barne- og ungdomsårene. Det var enkeltstående episoder, og vores relation var flygtig. Fordi jeg ikke var følelsesmæssigt involveret eller afhængig af dem, var det nemmere at blive vred og holde mig helt fra dem.

 

"Kort efter brækkede han mystisk nok benet. Det frydede mig dengang"

 

Ydermere fortalte jeg faktisk om overgrebene til andre relativt kort efter, det var sket i modsætning til incesten, der blev fortiet, til jeg var 32 år gammel.

 

De andre krænkere

Den ene krænker udenfor familien var en ældre mand, vi hang ud hos, og fik smøger og sprut af. Overgrebene mod min veninde og jeg blev anmeldt af hendes forældre, men der kom aldrig en sag ud af det. Kort efter brækkede han mystisk nok benet. Det frydede mig dengang.

"Alt det jeg havde knoklet for,

ville være spildt, hvis jeg tog hans liv"

 

Jeg opsøgte ham nogle år efter for at få endegyldigt hævn. Heldigvis nåede jeg i et splitsekund at tænke konsekvenserne helt til ende. Alt det jeg havde knoklet for, ville være spildt, hvis jeg tog hans liv. Læs også mit blogindlæg "Hvis nu" om episoden, der kunne have ændret mit liv fatalt.

 

Den anden krænker var en fuldvoksen mand, der var min hemmelige kæreste et par dage. Han fik senere bank af noget familie og besked på, at holde sig langt væk fra mig.

 

Den tredje krænker var en ung mand, der i samarbejde med sin far misbrugte adskillige piger og drenge, der blev videofilmet og delt i deres netværk. Jeg var en af de "heldige", der stak af og ikke nåede at blive videofilmet, de havde "kun" nået at tage billeder af mig via et hul i væggen, lige inden jeg løb min vej.

 

"På det tidspunkt skete der så mange ting i mit liv,

bl.a. havde jeg et massivt hashforbrug"

 

Da sagen senere blev efterforsket af politiet, blev jeg kaldt til afhøring på skoleinspektørens kontor. På det tidspunkt skete der så mange ting i mit liv, bl.a. havde jeg et massivt hashforbrug. Så jeg husker ikke, hvad sagen endte med - om der faldt dom og i givet fald hvor meget.

 

Jeg mødte også en femte krænker som barn - en kvinde. Det overgreb fortalte jeg først om som voksen, da min relation til kvinden var tæt og strakte sig over flere år. Dengang vidste jeg heller ikke, at det var et overgreb. Det fandt jeg først ud af mange år efter. Se videoen under Kvindelige krænkere

 

Sorg og lettelse

Den dag i dag elsker jeg stadig min nærmeste familie, og det vil jeg altid gøre. Vi kan bare ikke have kontakt med hinanden mere, hvilket er en blanding af sorg og lettelse for mig. Sorgen handler i virkeligheden nok mest om, at det aldrig var, og aldrig bliver helt normalt. At jeg og de øvrige familiemedlemmer aldrig vil kunne have en sund relation til hinanden, fordi der er sagt og gjort så meget uopretteligt.

"Det giver mig en frihed til at være den, jeg er"

 

Lettelsen prøver jeg at give lov at fylde mest. Jeg behøver ikke længere fortie eller finde mig i uacceptabel opførsel fra deres side. Det giver mig en frihed til at være den, jeg er. Den, der aldrig var plads til, og som aldrig blev set i familien. Læs også dette blogindlæg "Nuancer er det nye tabu", jeg skrev i starten af 2012 om den svære ambivalens.

 

Følg mig på Facebook-siden

© 2013-2017 UsynligeAr.dk

All Rights reserved

Webdesign: Pernille Gyldensøe

Fotos: Privatfotos, Pernille Gyldensøe