Graviditet og forældreskab

Graviditet og forældreskab

For langt de fleste vordende forældre er graviditeten en tid, hvor man glæder sig og drømmer om den lille ny familie, der nu skal til at opstå. De fleste er også nervøse for det overvældende ansvar, det er, at få et lille barn, som vil være fuldstændig afhængig af én, og om man vil være i stand til, at træffe de rette valg for og med sit barn.

En ny start

Af Pernille Gyldensøe

 

- Det er ingen hemmelighed, at min første graviditet var præget af dyb angst, flashbacks og ensomhed. Det er heller ingen hemmelighed, at jeg var ganske ubearbejdet i forhold til min fortid på daværende tidspunkt.

 

"Hvad udenforstående bare ikke fatter, er den magt, som den irrationelle angst har overfor et menneske med ubearbejdede senfølger."

 

De troede mig ikke

Jeg var rædselsslagen for at få en dreng. Det var et kæmpemæssigt tabu som vordende mor at have det sådan, og jeg talte ikke med nogen om det. Da jeg nogle år senere fortalte, at jeg ville have gjort fysisk skade på mig selv, hvis jeg havde ventet en dreng, troede folk mig ikke. "Bare barnet var sundt og raskt, var det da ligemeget med kønnet", mente de. Hvad udenforstående bare ikke fatter, er den magt, som den irrationelle angst har overfor et menneske med ubearbejdede senfølger.

Ingen sød ventetid

Jeg var skrækslagen for ikke at lykkes som mor, og graviditeten var for mit vedkommende ikke en sød ventetid. Du kan læse mere om mine senfølger i denne artikel fra Tidskrift for Jordemødre på side 12. I videoen nedenfor beskriver jeg de psykiske komplikationer, jeg havde under graviditeten og noget af det, der var særligt svært efter fødslen.

Angst for sygdom

I årene efter min datters fødsel i 2007 bar jeg stadig angsten for at få en dreng. Da hun senere blev alvorligt syg af epilepsi, var sagen nærmest afgjort. Jeg blev rigtig bange for, at det næste barn også ville blive alvorligt syg, og vi følte ikke, at vores liv rummede overskud til et barn mere. Så alle babytingene blev solgt, og tanken om yderligere familieforøgelse parkeret langt, langt væk, selvom gen-testen viste, at epilepsien ikke var arvelig.

 

"Tanken om yderligere familieforøgelse blev parkeret langt, langt væk"

 

Lysglimtene

Vores datter er stadig plaget af daglige epileptiske anfald, og som følge heraf er hun blevet svært udviklingshæmmet. Men hold nu op, hvor har hun udviklet sig meget de seneste år. Fra at være et frustreret barn uden sprog der bare skreg, og bed sig selv fra morgen til aften i afmagt over de forstyrrende anfald, har vi i dag et 7-årigt barn, der stortrives i sin specialskole.

 

Hun har et sprog, er fysisk kompetent, kan indgå i små overskuelige sociale sammenhænge, og bliver mere og mere bevidst. Det er de små lysglimt, der spreder glæde og varme i vores hverdag.

 

"Jeg fravælger situationer baseret på noget irrationelt"

 

Mere ro på

I dag har vi meget mere ro på os selv og vores hverdag ovenpå den kæmpemæssige omvæltning, det var, at vores raske barn pludselig blev alvorligt syg. Jeg har endvidere sluttet fred med mange af min fortids dæmoner, og er i dag et andet og bedre sted end for bare 7 år siden. Det har givet mere plads til at tænke fremtid og forandringer.

 

Irrationelle fravalg

I langt de fleste henseender er jeg et rationelt menneske, der lever rigtig meget oppe i mit hoved. Tager fornuftige valg og fravalg. For nylig gik det dog op for mig, hvor meget lykke jeg potentielt går glip af på grund af den irrationelle angst. At jeg fravælger situationer baseret på noget irrationelt.

 

"Jeg trænger til at tage flere beslutninger med hjertet"

 

Jeg trænger til at tage flere beslutninger med hjertet. At turde stole på, at ting går godt. At frigøre mig for den gamle angst. Derfor foreslog jeg min mand, at vi fik et barn mere. Beslutningen var knap nok truffet, før jeg blev gravid, og vi venter vores andet barn til september 2014. Vores store datter bliver verdens bedste storesøster.

 

Hvad med kønnet?

Selvom jeg er bearbejdet, og er kommet rigtig langt i min personlige proces, så ved jeg, at spørgsmålet omkring barnets køn hænger i luften hos mange. Jeg har slet ikke været bange for det denne gang. Min gamle angst for en gentagelse af historien baseret på kønnet har jo intet hold i virkeligheden - det ved jeg i dag. Jeg og min mand har skabt en helt anden familie, end den jeg kommer fra, og vi har en fuldstændig anderledes tilgang til tingene. Det er dog en lille prinsesse mere, vi venter denne gang.

 

Åbenheden forløser

Fra start af har jeg i denne graviditet været åben og ærlig omkring min historie overfor det sundhedsfaglige personale, og det står noteret i min journal, at jeg har en overgrebshistorie med mig. Det bliver der taget hensyn til, og de ønsker jeg har for forløbet, forsøges bedst muligt opfyldt. Det giver mig en helt fantastisk ro, og jeg nyder virkelig denne graviditet i stor stil, og glæder mig helt vildt til familieforøgelsen. Begge mine børn er symbolet på en ny start: Et nyt og bedre liv.

 

Læs også hvilken sorg der kan være forbundet med at være familieløs under graviditeten i menuen "Relationer"

 

Følg mig på Facebook-siden

Jeg levede i konstant alarmberedskab

Af Mona Kjærulff Hansen

 

- Der findes ikke noget værre i hele verden for en forælder end tanken om, at der vil ske ens børn noget. For mig blev frygten for at min datter skulle blive misbrugt så dominerende, at den hæmmede mig. Jeg var utryg ved at lade hende lege på legepladsen, lade hende sove hos veninder osv. Vendepunktet for min angst blev et voldsomt provokerende udsagn fra min psykolog.

 

Læs også Monas blog om det at blive forælder med overgrebsproblematikker i rygsækken.

At blive far

Af Thomas Bering Kristensen

 

- Dét at leve med "hemmeligheden" og de følelsesmæssige skader fra de seksuelle overgreb prægede mig som forælder. Det kom bl.a. til udtryk med angst.

 

Voldsom angst

Det er en stor omvæltning for alle at få børn, men for mit vedkommende fremprovokerede det en voldsom angst umiddelbart efter fødslen af min første datter. Angstanfaldene prægede min hverdag i næsten 4 år. De kom sent om aftenen, når der var faldet ro på i hjemmet, og jeg lå i sengen.

 

"Når jeg tændte alt lyset i lejligheden, følte jeg mig tryg for en stund,

men lydene blev ved med at være der"

 

Jeg begyndte "at høre" lyde og troede, der var ”nogen”, som ville min familie til livs. Jeg var decideret ræd for, at jeg ikke kunne beskytte min familie.

 

Stod op i mørket og tjekkede hjemmet, altanen, alle døre og vinduer. Stod bag gardinerne og holdt øje. Tilbage i seng, men det fortsatte - op igen og sådan stod det på hele natten. Når jeg tændte alt lyset i lejligheden, følte jeg mig tryg for en stund, men lydene blev ved med at være der. Så slukkede jeg lyset igen for at tjekke, om der var nogen, der gemte sig derude. Det var lange nætter, som først sluttede, når jeg endelig faldt i søvn af ren udmattelse.

 

Min anden virkelighed

Jeg prøvede i lang tid at klare mig igennem. Vidste jo med mig selv, når det blev dag, at det ikke var rationelt. Men når mørket og roen sneg sig ind, var "virkeligheden" en anden og jeg var ude af stand til at kontrollere mine følelser. Eftersom jeg altid var vant til at håndtere mine problemer selv, var det heller ikke noget, jeg delte med min kæreste, men som tiden gik, og hun nogle gange havde oplevet mig være oppe, gik jeg til bekendelse.

 

"Angsten åd mig op, og jeg begyndte at skrive digte om, at kun døden kunne redde mig fra angsten"

 

Det var en stor lettelse ikke at være alene med det. Hun støttede og hjalp mig alt det, hun kunne. Vi havde en aftale om, at jeg altid kunne vække hende, og så gennemgik hun lejligheden med mig. Lige lidt hjalp det dog på selve angsten. Jeg vækkede hende også kun sjældent, for jeg var flov og syntes selv, det var noget pjat, som jeg ikke ville vække hende for.

 

Sådan fortsatte det et års tid, hvor min hverdag og nætterne især var et helvede. Angsten åd mig op, og jeg begyndte at skrive digte om, at kun døden kunne redde mig fra angsten. En episode blev dog afgørende for, at jeg efter et gevaldigt spark i enden fra min kæreste kom til lægen.

 

Episoden, der gjorde udslaget

En aften var min kæreste i byen med sine kollegaer, og jeg var alene hjemme sammen med min datter på omkring et år. Hun lå ovenpå og sov i vores rækkehus og jeg havde igen et angstanfald. Et anfald der endte med, at jeg måtte forlade huset, og pludselig kunne se mig selv stå udenfor på græsplænen, mens min datter (heldigvis) sov sødt indenfor.

 

"Det er en oplevelse, som jeg stadig anser for noget af det værste, jeg har oplevet i mit liv. Det svigt jeg følte i forhold til min lille datter"

 

Jeg var desperat, men fik mig taget sammen og fisket telefonen ud. Ledningen kunne lige nå ud af hoveddøren og jeg ringede til min kæreste, der kom hurtigt hjem. Det er en oplevelse, som jeg stadig anser for noget af det værste, jeg har oplevet i mit liv. Det svigt jeg følte i forhold til min lille datter.

 

Hjælpen

Efter den oplevelse konsulterede jeg min læge og begyndte samtaler hos ham. Det varede dog ikke længe, fordi vi flyttede. Jeg fik en ny læge og startede samtaler hos ham. De hjalp dog overhoved ikke. Jeg var heller ikke tryg ved ham, og han tolkede mine angstanfald som samlivsproblemer, men til trods for min skepsis deltog min kæreste og jeg beredvilligt i samtalerne.

 

"Herfra skete der fremskridt, og jeg fik langsomt bugt med min angst"

 

Efter en stor kraftanstrengelse fik jeg langt om længe konfronteret ham med min manglende tillid til ham og fik en henvisning til en psykiater. Herfra skete der fremskridt og jeg fik langsomt bugt med min angst. I dag er angstanfaldene stort set væk. Det sker dog stadig 2-3 gange om året, at jeg lige må op og tjekke dørene og bagefter ligger vågen en time - men det er absolut intet, i forhold til tidligere.

 

Følg mig på Facebook-siden

Når misbrugte bliver forældre

Af Seksualvejleder og Seksuel sundhedskoordinator Marlene Qvist Simoni

 

- Når seksuelt misbrugte selv bliver forældre, kan en række tvivlsspørgsmål rejse sig. I videoen nedenfor tager Marlene Qvist Simoni bl.a. fat på, hvordan man sætter naturlige grænser, den naturlige seksualitet og om barnet skal have lov til at røre ved sig selv.

Se også Seksualvejleder Marlenes Qvist Simonis hjemmeside

 

 

 

© 2013-2017 UsynligeAr.dk

All Rights reserved

Webdesign: Pernille Gyldensøe

Fotos: Privatfotos, Pernille Gyldensøe