Hævntanker

Hævntanker

Ganske ofte falder snakken naturligt på hævn, når seksuelle overgreb bliver diskuteret. Vores væmmelse bliver til vrede og lysten til at gøre fysisk og/eller psykisk skade på vedkommende, der har forbrudt sig mod et lille barn eller ens ven, er stor.

 

Spørgsmålet er, om gengældelsen reelt har en gavnlig og helende effekt på ofrets videre færd frem i livet? Vi er alle forskellige, og har hver vores måde at håndtere det svære på. Intet er forkert, kun rigtigt for den enkelte.

 

Andres hævntørst

Af Pernille Gyldensøe

 

- I forbindelse med at jeg stod offentligt frem med bog, foredrag og mediedeltagelse i 2010, oplevede jeg andre menneskers voldsomme reaktioner og hævntørst overfor min familie. Jeg var godt klar over, at det var deres måde at vise mig opbakning og støtte på - men det skræmte mig meget og hjalp ikke mig, dér hvor jeg stod. Se videoen her hvor jeg uddyber det.

Lysten til hævn har dog tidligere fyldt rigtig meget i mig - især som teenager - hvor jeg var i kløerne på flere krænkere. Læs mere om det i menuen Den svære ambivalens.

 

Følg mig på Facebook-siden

Jeg tilgav mig selv

Af Louise Benner

 

- I perioder har jeg haft lyst til at få hævn over min krænker. Jeg har haft lyst til, at der også skulle være konsekvenser for ham, ligesom der har været – og stadig er – store konsekvenser for mig. Min konkrete mulighed for at få hævn over ham er dog passé. Forældelsesfristen er overskredet, og jeg vil derfor aldrig kunne melde ham for de ting, han har gjort. Ærgerligt, for jeg er først klar til at melde ham nu.

 

Primitive tanker om hævn

Min hævn har derfor været begrænset til kun at foregå i mine tanker. Via hævntankerne fik jeg luft for en del af min vrede og frustration over, hvad han havde gjort, og det føltes godt. Den slags primitiv hævn har jeg dog aldrig haft lyst til at tage i virkeligheden -for jeg har jo også holdt meget af ham og, ønsker i bund og grund ikke at skade ham.

 

"Det eneste, jeg kan gøre, er at bruge al min vrede og frustration

til at overleve og til at bryde tabuet om overgreb"

 

Jeg har accepteret, at jeg ikke kan få hævn. Jeg kan ikke anmelde ham. Jeg kan ikke sige noget konkret om ham af hensyn til hans retssikkerhed. Det eneste, jeg kan gøre, er at bruge al min vrede og frustration til at overleve og til at bryde tabuet om overgreb. Og den bedste hævn, jeg kan få, er at være en stærk kvinde, der bruger sine erfaringer på bedste vis.

 

Jeg har ikke tilgivet ham

At slippe trangen til at få hævn er ikke ensbetydende med, at jeg har tilgivet min krænker. Det tror jeg aldrig, jeg kommer til, selv om jeg ofte er blevet opfordret til at gøre det. ”Man skal tilgive for at opnå indre fred”, har mange sagt.

 

"Ordene ”jeg tilgiver dig” er ligegyldige og tomme ord, hvis man ikke kan mærke dem"

 

I mange år kæmpede jeg for at tilgive… jeg vidste bare ikke, hvordan man gjorde. Ordene ”jeg tilgiver dig” er ligegyldige og tomme ord, hvis man ikke kan mærke dem. Og det kunne jeg ikke. Jo mere folk omkring mig sagde, jeg skulle tilgive, jo mere frustreret blev jeg, fordi jeg tilsyneladende var for dum til at gøre det.

Jagten på tilgivelse

Jagten på tilgivelse kom til at handle om, at jeg forstillede mig, hvordan alt blev godt i det øjeblik, tilgivelsen indfandt sig. Forestillede mig, at der i det sekund ville falde ro over mig, og at al smerte og vrede ville forsvinde. Men inderst inde blev jeg vred over hele tilgivelses-begrebet. Jeg VILLE ikke tilgive… for jeg var rasende!

 

"Jeg troede, jeg skulle tilgive først for at opnå bedring"

 

Først da jeg glemte alt om tilgivelse og begyndte at arbejde med mig selv, min vrede, min lille sårede pige, kunne jeg mærke det, og vreden forsvandt. Jeg troede, jeg skulle tilgive først for at opnå bedring. Men faktisk skulle jeg opnå bedring først for at kunne tilgive.

 

Jeg tilgav mig selv

Den tilgivelse, jeg kunne mærke, var ikke rettet mod min krænker. Den var rettet mod mig selv. Jeg tilgav mig selv for at have været en del af relationen med ham, og det er den vigtigste tilgivelse, jeg kan give.

 

Følg mig på Facebook-siden

Den uigenkaldelige hævn - mord

Af Jens Behr, 44 år

 

- Som dreng blev jeg seksuelt misbrugt af min onkel fra jeg var 6 til 14 år. Han var den søde rare legeonkel, som alle børnene elskede. Jeg fortalte det aldrig til nogen på grund af skam og skyldfølelser. Som ung var jeg en rod, der lavede ballade. Var utilpasset og røg på specialskole. Men ingen stillede spørgsmål, undrede sig eller gravede dybere i min mistrivsel.

 

"Ét spørgsmål har altid naget mig - hvorfor? Hvorfor lige mig?"

 

Hvorfor lige mig?

Gennem alle årene kom min onkel fortsat i mit barndomshjem og var en fast bestanddel af familien. Jeg tænkte da nogle gange, at han burde dø for det, han havde gjort mod mig. Men jeg troede aldrig nogensinde, at det ville komme til at ske. Ét spørgsmål har altid naget mig - hvorfor? Hvorfor lige mig? Men jeg fik aldrig svar på mine spørgsmål .

 

Hul på bylden

Efterhånden som jeg blev voksen og børnene i familien nåede samme alder, jeg selv havde haft den allerførste gang, begyndte det hele at presse sig på. Jeg betroede mig til en ven. Det viste sig, at han også var blevet misbrugt af min onkel som barn. Den svære tavshed var brudt imellem os. Sammen gik vi til politiet for at anmelde overgrebene. Men blev afvist. Sagerne var forældede efter dansk lovgivning. Vi kom flere år for sent.

 

"Forældelsesfristen på seksuelle overgreb gjorde,

at han aldrig kunne blive straffet for det, han havde udsat os for"

 

Da først der var gået hul på bylden, kunne jeg slet ikke holde det tilbage. Fortalte hemmeligheden til alle og enhver i en blanding af forløsning og afmagt over den manglende hjælp fra politiet. Forældelsesfristen på seksuelle overgreb gjorde, at han aldrig kunne blive straffet for det, han havde udsat os for. Loven beskyttede vores krænker.

 

Fik ingen hjælp

Det var et hårdt slag for mig, at der intet var at stille op i forhold til dom. Jeg opsøgte min læge for at få terapeutisk hjælp, men blev også afvist der, fordi systemet ikke var gearet til at gøre noget for voksne misbrugte. Livet var svært, og jeg tumlede jævnligt med dystre tanker om selvmord og var dybt præget af en ubehandlet depression. Senere fik jeg hjælp i lokalpsykiatrien for den svære depression, men ikke hjælp til at takle overgrebene. De var gode i lokalpsykiatrien. Havde de dog bare haft mere erfaring/uddannelse i forhold til voksne med senfølger også.

 

"Det var ikke planlagt, men jeg vidste,

at risikoen måske var der langt inde i underbevidstheden"

 

December 2009

Jeg opsøgte min onkel efter en julefrokost i 2009 for at få svar. Svar på hvorfor. Han grinte af mig. Lattergjorde mig. Sagde, at det jo var så mange år siden, og det da var lige meget nu. Han indrømmede overgrebene, men havde ikke andet end hånlatter til overs for mig. Det slog bare klik. Jeg kvalte ham. Det var ikke planlagt, men jeg vidste, at risikoen måske var der langt inde i underbevidstheden. 30 dage efter hans død blev jeg anholdt, og fik senere en dom på 12 års fængsel.

 

Ingen formildende omstændigheder

Jeg ankede dommen med håbet om, at de seksuelle overgreb ville være en formildende omstændighed, men der var intet at gøre. Dommeren i ankesagen henholdt sig til lovgivningen om Forældelsesfristen på seksuelle overgreb og afviste at tage hensyn til de overgreb, vi havde oplevet. Det var et slag i ansigtet og jeg følte det, som om systemet gjorde det samme som min onkel den fatale aften - grinte mig op i ansigtet og bad mig om at komme videre og glemme det, da det jo alligevel var så mange år siden.

 

Hævnen er bittersød

Havde jeg haft muligheden for at retsforfølge min onkel dengang, sad jeg ikke her, hvor jeg gør i dag. Det var et egoistisk uovervejet valg, jeg tog, da jeg slog ham ihjel.

 

"Det har haft alt for store omkostninger for min familie"

 

Hans død fjernede nok en stor smerte fra mig, men påførte en masse uskyldige mennesker endnu mere smerte, fordi vi nu skal være adskilt i så mange år, mens jeg afsoner. Kunne jeg gøre det om, ville jeg ikke have gjort det. Det har haft alt for store omkostninger for min familie.

 

En heldig fyr

Jeg er en heldig fyr, for ingen i vennekredsen eller familien har vendt mig ryggen. Alle har vist mig forståelse for, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Deres støtte og kærlighed holder mig oppe herinde i fængslet. Min afsoning er lang, men heldigvis nem, idet personalet også har forståelse for min situation. Når jeg engang kommer ud, har jeg lovning på arbejde, så alt det praktiske er på plads. Det er vist de færreste indsatte, der står i den position.

 

"Der er folk herinde, som synes, at det jeg har gjort, er sejt.

Jeg har ikke andet end hovedrysten til overs for det"

 

Lad vær

Jeg er ikke en typisk kriminel. Jeg er en familiefar og et brændt barn, der som voksen tog et valg, jeg i dag fortryder. Mit råd til andre som overvejer den uigenkaldelige hævn: Lad vær! Det er for dumt og for dyrt. Tænk på de mennesker, der elsker dig og lær af min historie. Der er folk herinde, som synes, at det jeg har gjort, er sejt. Jeg har ikke andet end hovedrysten til overs for det. Det er ikke sejt at slå et andet menneske ihjel - heller ikke engang ens krænker.

 

Mere information

Hævntanker

Læs bloggeren Fatales tanker omkring hævn overfor hans krænker.

 

Tilgivelsens fælder

Læs også dette omkring tilgivelse af Helene Flendt

 

At tilgive er at befri sig selv

Klik her og læs artiklen om Abelone Koppel, der har tilgivet hendes fars morder.

 

Hævn og tilgivelse

Læs artiklen her, hvor landsretsdommer Finn Andersen snakker med 24:12 om hævn og tilgivelse

 

Tilgivelse af skyld

På psyke.dk finder du bl.a. denne artikel om tilgivelse af skyld

© 2013-2017 UsynligeAr.dk

All Rights reserved

Webdesign: Pernille Gyldensøe

Fotos: Privatfotos, Pernille Gyldensøe