Konfrontation og anmeldelse

Konfrontation og anmeldelse

De fleste overlevere har på et tidspunkt gjort sig tanker for og imod konfrontation og anmeldelse. For mange er konfrontationen med krænkeren forbundet med så megen smerte og angst, at de aldrig får det gjort. Langt de fleste anmelder aldrig deres krænker. Blandt brugerne på landets støttecentre for seksuelt misbrugte voksne har 82 % aldrig anmeldt deres krænker. Socialstyrelsens Årsstatistik 2012 viser endvidere, at jo yngre brugeren er, jo oftere er overgrebene anmeldt til politiet. Statistikken er lavet på baggrund af 333 brugeres svar.

 

Kilde: Socialstyrelsens Årsstatistik, 2012

 

Mediation - et terapeutisk styret møde

Af Pernille Gyldensøe

 

I Janus Centret benyttes mediationer bl.a. i søskendeincest-sager. Søskendeincest har særlige konsekvenser for hele familien, og mediationer kan være et nyttigt værktøj i forhold til genopbygning af tillid og sunde relationer. I form og udførsel kan det minde om konfliktråd, som pt. benyttes mellem ofre for røveri, indbrud og butikstyveri og gerningsmændene. Læs mere om konfliktråd på dette link.

 

"Mediationer er primært for ofrets skyld"

 

Ofret i fokus

Mediationer er primært for ofrets skyld, og faciliteres kun, hvis det virker hensigtsmæssigt overfor den misbrugte. Sekundært har mediationen betydning for den krænkende part som et led i erkendelsen af sine handlinger, påtagelse af ansvar og begyndende helingsproces.

 

"Overgrebene sprogliggøres "

 

Mediationen har mange formål:

- Ofret får bekræftet og anerkendt, at overgrebene fandt sted, og at ofret ikke har ansvaret for disse

- Hemmeligheden ophæves

- Overgrebene sprogliggøres

- Tillid kan genetableres

 

- Spændingsfeltet reduceres

- Krænkeren tager ansvar for sine handlinger og letter ofrets lidelse

- Viser motivation for ændring

- Helingsproces i forhold til offer og familie

- Øget kognitiv dissonans (”jeg er ikke en som..”)

- Øget indsigt i skadevirkningerne

- Reetablering af tillid/relation

 

"Hvorfor stoppede du ikke, da jeg bad dig om det?"

 

Mediation i praksis

Før en mediation udarbejder ofret sine spørgsmål sammen med sin psykolog. Typiske spørgsmål fra offer til krænker kan f.eks. være:

 

- Hvorfor gjorde du det?

- Hvorfor mod mig?

- Hvorfor stoppede du ikke, da jeg bad dig om det? Kunne du ikke mærke, jeg ikke kunne lide det?

- Nogle ofre spørger om årsagen til hemmeligholdelse

- Nogle spørger, om krænker har vidst, hvor ked af det han har gjort dem, og nogle fortæller, hvor dårligt de har haft det

- Nogle ofre spørger også til, hvordan krænker har haft det og evt. om han/hun er sur over, at ofret afslørede overgrebet

- Kan det ske igen?

 

Afslutningsvist kommer der typisk en tilkendegivelse af stort savn evt. i form af et spørgsmål om, hvorvidt de snart kan lave en bestemt ting sammen eller lege en konkret leg, som ofret har savnet.

 

Krænkeren forbereder sine svar på spørgsmålene sammen med sin psykolog. Han/hun forbereder sin undskyldning til ofret. Inden mediationen har den krænkende part skrevet breve fra ofret til sig selv og fra sig selv til ofret.

 

Mediationer mellem ofrets forældre og krænker

I søskendeincest-sagerne er forældrene i den særlige position, at være pårørende både til offer og krænker. Forældre til offer og/eller krænker spørger typisk krænkeren om:

 

- Hvad vil du gøre for, at vi/du og familien kan fungere sammen fremadrettet?

- Hvordan kan jeg/vi være sikre på, du ikke gør det igen?

- Hvorfor skete det hos os/hvorfor gjorde du det mod ham/hende/dem?

- Nogle vil gerne vide, om de grænser, de har sat, ikke har været klare nok for krænkeren.

 

"Formålet er, at ofret modtager en undskyldning,

og får anerkendt sin lidelse"

 

Når der medieres mellem krænker og offers forældre, så er spørgsmålene typisk meget enslydende med dem i børnemediationerne. Forældrene italesætter typisk også et tillidsbrud, spørger til årsagen for krænkerens handlinger samt til, hvordan de kan stole på, at det ikke vil ske igen, og hvad krænkeren vil gøre for at rette op på familieforholdene.

 

Handler ikke om tilgivelse

Formålet med mødet er ikke tilgivelse. Formålet er, at ofret modtager en undskyldning, og får anerkendt sin lidelse. Tilgivelse kan (for nogle) opstå på et senere tidspunkt.

 

Mere information

 

Børnekrænkelser

Læs mere om børnekrænkelser (når børn og unge krænker andre børn og unge) på dette link

 

Janus Centret

Læs mere om Janus Centrets arbejde på dette link

 

Tanker og råd

Af Pernille Gyldensøe

 

- Konfrontation og anmeldelse er ikke bare noget, man gør. Det kræver megen overvejelse og det kan være en god idé, at have en person i baglandet, der støtter en undervejs i hele forløbet. I videoen nedenfor videregiver jeg lidt tanker og råd omkring konfrontation og anmeldelse.

 

Jeg blev over-hunden

Af Anonym kvinde, 32 år

 

- Jeg blev krænket af min far. Mine forældre blev skilt, da jeg var lille. Alle overgrebene havde jeg fortrængt. Jeg ved derfor ikke, hvor gammel jeg var, da misbruget stoppede, men jeg var stadig barn. Minderne begyndte at komme tilbage som flashbacks, især efter jeg fik en kæreste og senere hen blev seksuelt aktiv. Jeg fik det dårligt, ondt i maven og konstant kvalme – og jeg vidste bare, det ikke handlede om min kæreste. Selvom jeg var voksen, og havde en kæreste, bad min far mig stadig om at kysse ham, selvom jeg gang på gang sagde "NEJ". Det vender sig i mig, når jeg tænker på det.

 

"Jeg var konstant bange og blev dårlig,

når jeg kunne se, han ringede"

 

Noget var helt galt

Min verden brød helt sammen, jeg havde svært ved at tro, det kunne være sandt, og det havde min omverden også.

 

Jeg begyndte i behandling ved psykolog, da minderne kom frem. Derefter løb kontakten med min far mere og mere ud i sandet. Jeg var konstant bange og blev dårlig, når jeg kunne se, han ringede, og jeg holdt op med at tage telefonen.

 

Svære senfølger

Jeg led af PTSD, og var vildt bange for, at han skulle blive vred og komme og sparke min dør ind. Døjede med stærk angst, depression, katastrofetanker og havde svært ved at gå udenfor en dør. Jeg tænkte på at skade mig selv, og kunne ikke overskue at leve mere. En nat stod jeg op, gik ud i køkkenet, og følte på alle vores knive – tanken om at skære i mig selv virkede så befriende. Jeg var jo kun til besvær.

 

"Jeg kunne genkende mine følelser i de andre piger,

det var en kæmpe befrielse"

 

Gruppeterapien rykkede

Efter sessionerne ved psykologen kom jeg i gruppeterapi på Stolpegården, da jeg var først i tyverne. Behandlingen der har rykket allermest for mig, selvom det var utrolig voldsomt og udmattende at komme igennem. Jeg kunne genkende mine følelser i de andre piger, det var en kæmpe befrielse. Jeg havde gået så lang tid med en kæmpe tvivl, og mine omgivelser og min mor troede heller ikke rigtig på, det var sket.

 

Et led i behandlingen

En del af terapien var, at jeg ville konfrontere min krænker. Jeg havde så svært ved at forholde mig til, at jeg kunne fortrænge alt i så mange år. Jeg havde regnet med, at han ville erkende alt, og jeg endelig kunne blive bekræftet i, at det ikke var mig, der var skør alligevel. Inderst inde håbede jeg på en undskyldning. Men først og fremmest havde jeg desperat brug for, at han bekræftede, at det var sket.

 

Konfrontationen

Efter mange overvejelser endte det med, at jeg ringede til ham. Mine ben rystede, og mit hjerte hamrede. Han tog ikke telefonen. Jeg var fuldstændig udmattet bagefter. Total antiklimaks. Jeg ringede en anden dag, hvor jeg igen havde fået taget mod til mig. Det eneste han sagde, var ”Jeg havde også tænkt på at ringe til dig”. Han talte helt normalt. Der havde vi ikke talt sammen i 1½ års tid.

 

"Han sagde, at han ikke anede, hvad jeg talte om"

 

Jeg fik sagt, hvorfor jeg ringede. Jeg sagde, at jeg gerne ville tale med ham om, hvad der skete dengang i kælderen. Han spurgte, hvad jeg mente. Jeg svarede noget i stil med ”de overgreb der skete”. Han sagde, at han ikke anede, hvad jeg talte om. Det måtte være en anden. Jeg var lamslået. Anede ikke, hvad jeg skulle svare. Af alle svar havde jeg slet ikke regnet med dét. Sagde, at jeg ikke kunne klare mere, og ville ringe igen en anden dag. Jeg ringede aldrig tilbage, og det gjorde han heller ikke.

 

Dybt forvirret bagefter

Det var et chok, at han nægtede! Den mulighed eksisterede ikke i min verden. Alt hvad jeg havde hungret efter, blev taget fra mig i det sekund. Jeg husker ikke andet, end at jeg græd og græd. Jeg var også dybt forvirret. På en måde var det underligt, at han ikke nægtede, der var sket noget, men sagde, at det måtte være en anden, der havde gjort det. Jeg vidste hverken ud eller ind.

 

Han er forhærdet

Jeg havde i lang tid været bange for, at når jeg sagde sandheden højt, ville han tage livet af sig selv. Troede på en eller anden underlig måde, at det heller ikke var gået op for ham, før jeg sagde det højt. For det var jo så uvirkeligt det hele. Men det gik op for mig, at når en person kan leve med sig selv på trods af sine gerninger, så er vedkommende jo i stand til at klare meget mere, end jeg troede.

 

"Det er mennesker med forhærdede følelser,

som bevidst kan tvinge og/eller forføre børn"

 

Gør det – men vær realistisk

Hvis jeg skulle råde andre, som påtænker at konfrontere deres krænker, så vil det være: Gør det! Men forbered dig på, at du måske ikke får det ud af det, som du ønsker og håber. Det er mennesker med forhærdede følelser, som bevidst kan tvinge og/eller forføre børn. De vil højst sandsynlig tage hensyn til sig selv frem for at give dig det, du har behov for.

 

Men når det er sagt, så giver det en utrolig lettelse at få det sagt. Det er verdens sværeste ting at sige, tror jeg. Men mine drømme vendte. Før løb og løb og løb jeg. Flygtede, og vågnede op helt udmattet bagefter. Derefter begyndte jeg at kunne være i rum med krænkeren i mine drømme, men kunne ikke sige noget. Til sidst kunne jeg beskytte børn mod personen i mine drømme. Kunne sige fra.

 

"Jeg var blevet over-hunden"

 

Jeg har kontrollen nu

Jeg ved i dag, at han aldrig vil turde kontakte mig igen. For så skal han stå ansigt til ansigt med det, han har gjort. Så jeg frygter ikke, han en dag står udenfor min dør mere. Jeg så ham engang efterfølgende sidde på en bænk. Jeg var rædselsslagen. Men jeg kunne se på ham, at han havde det skrækkeligt med sig selv. Han lignede en ensom stakkel, kunne ikke se mig i øjnene. Jeg var blevet over-hunden. Og det passede mig fint, selvom jeg var ved at dø indvendigt.

 

Savner konceptet ”far”

Jeg kan ærlig talt ikke sige, at jeg nogensinde har elsket min far. Men jeg savner konceptet ”far”. Men selv hvis han ringede til mig i dag, erkendte, og sagde undskyld, ville jeg ikke røre ham med en ildtang. Hvis jeg fik besked om, han var død, ville jeg ikke engang tømme hans lejlighed. Ville føle mig så beskidt, som intet vand og sæbe kan vaske af.

 

Jeg har ikke set ham i 11 ½ år. Jeg savner ham ikke. Han var kun et besværligt bekendtskab. Jeg vil til hver en tid beskytte mig selv og min familie imod ham og prioritere mine egne følelser fremfor hans. Jeg tænker sjældent på ham til hverdag. Men konsekvenserne af hans handlinger forfølger mig hver eneste dag. Desværre.

 

Konfrontation ved fars begravelse

Af Mona K. Hansen, 53 år

 

- Krænkeren i mit liv var gennem hele opvæksten min fars bedste ven. Han havde sejlet på verdenshavene, og da han gik i land, giftede han sig med en af mine forældres venners ekskone. På den måde blev han en fast bestanddel i mit liv. Han gik under betegnelsen Onkel. Sidste gang jeg så ham - inden konfrontationen, var da jeg blev konfirmeret. Han var med til festen.

 

Advarede hans stedbørn

Jeg var bedste venner med hans stedsøn gennem mange år i mit voksenliv. Ham mistede jeg i øvrigt kontakten med, da jeg fortalte ham om de overgreb, hans stedfar havde begået. Jeg fortalte det til ham og hans søster for at beskytte deres børn mod deres morfar.

 

"Hos psykologen havde jeg arbejdet med hævnen"

 

Optakten til konfrontationen

Hos psykologen havde jeg arbejdet med hævnen, og hvordan jeg kunne tage magten tilbage. Hvad jeg ville sige og gøre. Men fra at sidde hos hende og til at gøre det i virkeligheden, der er langt. Det overraskede mig da også, at jeg så havde kræfterne til at gøre det ved min fars begravelse.

 

Jeg rasede indeni

Da min far døde i 1990, var det mig, der var drivkraften bag begravelsen og gravøllet. På det tidspunkt var jeg 30 år. Da jeg så, at min krænker og hans kone mødte op i kirken, tog jeg det i stiv arm. Tænkte, at det var ok – for min fars skyld, men indeni rasede jeg. Jeg besindede mig dog og lavede ikke en scene der.

 

Konfrontationen

Efter begravelsen i kirken var der gravøl, som min far havde ønsket, og der var folk fra hele landet. Min far var en meget populær mand, og jeg gjorde mit bedste for – trods min egen sorg – at være værtinde sammen med min mor.

 

“Du er ikke velkommen her og jeg vil gerne have, du går NU!”

 

Da det ringede på døren, gik jeg ud for at åbne. Min bror kom mig i forkøbet, og pludselig stod HAN indenfor hoveddøren sammen med sin kone. Det var en gammel herskabslejlighed på Frederiksberg og entéen var 13 meter lang. Jeg frøs til is indeni, da jeg så ham i min fars hjem. Da jeg stod overfor ham, sagde jeg:

 

“Du er ikke velkommen her og jeg vil gerne have, du går NU!”

Han svarede ikke, kiggede lidt ned i gulvet. Tavs.

Hans kone sagde: “Jeg forstår ikke….. hvad mener du?”

Jeg: “Det må du spørge ham om, men han kan ikke være her!”

Hun kiggede skiftevis på sin mand og på mig: “Hvad mener hun?”

Jeg sagde: “Han har ødelagt mit liv, og han er ikke velkommen her”

 

Herefter drejede han om på hælen og gik sammen med konen.

 

Følte mig krænket, men styrket

Bagefter rystede jeg over hele kroppen. Jeg følte det nærmest, som om jeg var blevet krænket igen, og samtidig havde jeg en følelse af, at jeg havde taget styringen - at nu var det mig, der havde kontrollen.

 

"Han kunne aldrig gøre mig ondt igen"

 

Han kunne aldrig nå mig mere, han kunne aldrig gøre mig ondt igen. Og da jeg var kommet mig lidt ovenpå min fars død, gav det mig en følelse af at kunne trække vejret igen. Samtidig gav det også mange nye minder fra mit liv, og jeg oplevede igen en serie af fortrængninger, der faldt.

 

De sagde ingenting

Min bror og min mor havde overværet optrinnet – ingen af dem sagde noget, og ingen af dem har efterfølgende sagt noget. I min familie talte vi ikke om noget, slet ikke noget der kunne skabe følelsesmæssige udsving af negativ katakter.

 

Væk fra offerrollen

Konfrontationen skubbede til min proces på den måde, at fortrængningerne faldt, og det hjalp mig ind i den næste fase af min udvikling - lidt længere væk fra offerrollen og væk fra angsten og følelsen af ikke at have styring over eget liv.

 

"Det gav nyt liv til mig, og mange nye tårer der skulle grædes"

 

Der var på det tidspunkt stadig meget lang vej igen, men det gav nyt liv til mig, og mange nye tårer der skulle grædes. Ikke mindst over min mor, der igen svigtede mig der i gangen. Selvom jeg var voksen på det tidspunkt, havde jeg stadig hårdt brug for hendes anerkendelse af, hvad der var sket. Den fik jeg ikke, og der skulle gå mange mange år, før jeg fik den godt pakket ind i ord og omveje.

 

Glad for, jeg gjorde det

Et halvt år efter konfrontationen brød jeg sammen og måtte intensivere mine samtaler hos psykologen. Jeg tror, noget af det skyldtes konfrontationen, sammenholdt med min fars død og et projekt på pædagogseminariet om børnemishandling. Men det var godt jeg gjorde det, for det betød, at jeg tog magten tilbage. Det betød, at nu bestemte jeg, og det fik han helt tydeligvis også en fornemmelse af dér i gangen.

 

"Overvej det nøje og opvej mulige konsekvenser mod fordele"

 

Mærk godt efter

Skulle jeg råde andre, ville det være at mærke godt efter, om det er det, du har brug for. For mig betød det rigtig meget, men måske kan man miste andre mennesker i sit liv ved at konfrontere, hvis det er en onkel eller en anden, der er tæt på familien.

 

Når man er voksen, tror jeg, det har en anden betydning, end hvis man er ung. Det kan være svært at miste dele af sit netværk. For mig var det ligegyldigt. Jeg klarede mig godt i den sammenhæng. Men det er ikke sikkert, det er sådan for en ung – så overvej det nøje og opvej mulige konsekvenser mod fordele. Jeg tror, det er meget forskelligt, hvad vi har brug for i helingsprocessen, og det er ikke for alle at konfrontere andre steder end i terapi-lokalet.

 

Mona K. Hansen holder foredrag om hendes historie. Læs mere på hendes hjemmeside

 

 

Jeg anmeldte min far

Af Merete, 40 år

 

- Jeg kan ikke erindre alt, men husker misbrugs-episoder fra ca. 5-12 års alderen. Mine forældre blev skilt, da jeg var 7 år, og vi flygtede til Grevinde Danner, da min far var temmelig voldelig mod min mor. Han ledte efter os og truede os på livet. Jeg og mine søskende var de første børn, der boede på krisecentret. Her gemte vi os ca. 9 måneder, til han var faldet ned igen.

 

Han ville have mig

Da jeg var 8 år, skulle samkvemmet afgøres. Han ønskede, at jeg skulle bo hos ham og min bror og søster hos mor, men det var mor utryg ved. Hun følte dog, at det var bedst, han havde noget at passe på, så han fik i stedet min lillebror, hvilket var min mors store smerte.

 

"Jeg græd hver gang, jeg skulle hjem til ham"

 

Ville ikke derhjem

Jeg græd hver gang, jeg skulle hjem til ham, og ville gerne undslippe, men kunne ikke. Jeg kunne heller ikke sætte ord på hvorfor, andet end at jeg kedede mig derhjemme, og ingen venner havde. Som 12-årig oplevede jeg noget, der fik mig til at vågne op, og det satte en endegyldig stopper for besøgene hos far.

 

Havde lært at være ærlig

Det kan jo lyde lidt komisk, men jeg var opdraget til at være hudløs ærlig, hvilket jo kan give mange knubs igennem livet. Men min opdragelse gjorde det svært for mig at holde ting skjult. Da jeg kom hjem efter det sidste besøg hos far, kunne jeg derfor ikke skjule, at der var noget galt overfor min veninde. Hun var på daværende tidspunkt 11 år og pressede mig til at komme ud med det.

 

”DET HER SKAL DIN MOR VIDE! JEG GÅR MED DIG!”

 

Beslutsom veninde

Det var svært for mig, og vi blev enige om, at det måske var lettere for mig, hvis jeg skrev det ned på et papir. Hun læste den lille papirlap, tog mig under armen og sagde: ”DET HER SKAL DIN MOR VIDE! JEG GÅR MED DIG!”. Når jeg tænker over det i dag, så var hun jo overdrevet sej og stærk, og jeg har dyb respekt for hendes beslutsomhed.

 

Jeg anmeldte ham

Jeg var meget skamfuld over at have været udsat for sådan noget. Det var ikke fordi, jeg følte mig selvforskyldt eller ansvarlig, men mere skamfuld over, at jeg ikke kunne forhindre overgrebene. Det var frygteligt, at sidde der foran politiet og fortælle det hele.

 

”Du skal være ærlig, og man må tage konsekvenserne af sine valg

- også selvom du er min far"

 

Jeg var rigtig bange for, hvordan min far ville reagere, når han opdagede, at jeg havde anmeldt ham. Jeg frygtede, at han ville blive helt sindssygt rasende, som jeg vidste, han kunne. Dog var der en lille stemme indeni mig, der gentagne gange sagde: ”Du skal være ærlig, og man må tage konsekvenserne af sine valg - også selvom du er min far. For du har gjort mig rigtig ondt, og I har selv fortalt mig, at man skal være ærlig”. Det var en underlig indre samtale, men den fik mig til at fortælle det hele til politiet.

 

De sagde, jeg løj

Der gik noget tid med afhøringer i hver vores politikreds. Det endte med, at politiet i min kreds sagde, at hvis jeg gik i retten, ville jeg tabe, da fars politikreds sagde, jeg løj. De mente ikke, at 2 piger på 11 og 12 år kunne finde ud af at skrive sådan noget på en seddel, og det hele var det pure opspind.

 

"Jeg husker, jeg blev så skuffet over systemet"

 

Jeg fik endvidere at vide, at hvis jeg lod sagen ligge, ville han stå som mistænkt i registeret i 5 år, og skulle han gøre noget lignende igen, ville han kunne dømmes. På det tidspunkt arbejdede min far på den politistation i den periode - dog ikke som politimand, men jeg er overbevist om, at det var årsagen til deres manglende tro på mig.

 

Skuffet og svigtet

Jeg husker, jeg blev så skuffet over systemet. Tænk, at de tvivlede på mig, når jeg 12 år gammel sad fuldstændigt ærligt, og fortalte om svære ting i mit liv. Derudover kom det helt bag på mig rent følelsesmæssigt, at min far sagde, jeg talte usandt. Mine forældre havde jo selv lært mig, man skulle være ærlig, og så var han det ikke selv! Det blev et ekstra knæk i tiltroen og tilliden til andre, for jeg troede fuldt og fast på det, jeg havde lært af dem. Det knæk forfølger mig stadig i mit voksne liv.

 

Han fortsatte krænkelserne

Efter 6-7 år forgreb han sig på sin kærestes 2 piger på 6-9 år. Jeg blev kontaktet af en helt fantastisk politimand, der virkelig gjorde en helhjertet indsats i sagen. Min egen sag endte også med at blive taget op, selvom den daværende forældelsesfrist var overskredet.

 

"Det var meningen,

at han skulle sidde lige ved siden af mig i retten"

 

I venteværelset ved retten forsøgte min fars kæreste at tale mig fra at skade min far med de ”løgne”. Jeg var målløs! Det var jo hendes egne børn, det også var gået udover.

 

Det var meningen, at han skulle sidde lige ved siden af mig i retten. Jeg gjorde alt for at undgå det, men retspersonalet var stædige. Det var først, da jeg grædende råbte, at jeg ”fandeme ikke kunne garantere for min opførsel, og havde jeg et bat, ville jeg måske komme til at bruge det”. På den måde slap jeg for, at han kom ind i retslokalet.

 

Det var en hån

Hans dom lød på 1 år og 9 måneder. Han kom i et åbent fængsel sammen med småkriminelle. Det var virkelig en hån mod os igen!

 

"Det har aldrig været og var aldrig min skyld"

 

Efter retssagen fik min fars kæreste valget imellem at gå fra ham og beholde sine børn, eller blive og børnene ville blive taget fra hende. Hun valgte chokerende nok min far!

 

Far kom ud på grund af god opførsel, så det var ikke længe, han sad inde. Han skiftede senere navn - sikkert for at passe på sig selv.

 

Han angrede aldrig

Han angrede aldrig, eller erkendte overgrebene overfor mig på nogen måde. Jeg har ikke haft kontakt med ham, siden jeg var 12 år. Det var det rigtige at anmelde ham - jeg har aldrig fortrudt det. Anmeldelsen var den eneste måde, hvorpå jeg kunne sige fra overfor det, han udsatte mig for. Og det gjorde, at jeg stod op for mig selv, hvilket har haft stor betydning for min personlighed efterfølgende. Det har aldrig været og var aldrig min skyld. Efter min mening må han selv tage ansvaret for sine handlinger.

 

Jeg skal lære at leve med de skader, han har påført mig. I min proces har det været vigtigt, at han ikke fik lov at tage min stolthed fra mig. Der er masser af skjulte skader og handicaps forbundet med overgreb, og det kræver forståelse fra ens partner og folk tæt omkring en. Man er lidt anderledes pga. senfølgerne.

 

Mere information

 

Hjælp Voldsofre

Hos Foreningen Hjælp Voldsofre kan du som offer for incest, seksuelle overgreb, vold og røveri få økonomisk, juridisk og krisehjælp. Læs mere på deres hjemmeside www.voldsofre.dk

 

Offerrådgivningen

Offerrådgivningen er en frivillig organisation, der rådgiver ofre for forbrydelser. Se mere på deres hjemmeside http://www.offerraadgivning.dk/

 

Linksamling

Se endvidere linksamlingen her på sitet, hvis du søger hjælp til terapi m.m.

 

© 2013-2017 UsynligeAr.dk

All Rights reserved

Webdesign: Pernille Gyldensøe

Fotos: Privatfotos, Pernille Gyldensøe