Relationer

Relationer

Når den grundlæggende tillid til andre mennesker lider et knæk f.eks. grundet seksuelle overgreb i barndommen, kan det give store problemer i forhold til andre mennesker og den måde, hvorpå man skaber og vedligeholder relationer op igennem livet. Dynamikkerne i konfliktfyldte dysfunktionelle familier sætter ligeledes dybe spor i menneskets evne til at danne og blive i sunde som usunde relationer. Læs mere om Drama-trekanten (også kaldet Offer-Krænker-Frelser trekanten) på dette link

 

Min selvvalgte familie

Af Pernille Gyldensøe

 

- Der er noget frygteligt trist over, at 3/4 af min allernærmeste familie slet ikke ved, at jeg venter mit andet barn. Selvom det er mig, der har fravalgt kontakten, så rammer det hårdt i tilfælde som dette, at jeg stort set er familieløs i den traditionelle forstand. Det er sørgeligt - alt det som aldrig var, og aldrig bliver.

 

"Hvem ville ikke gerne have en kærlig familie"

 

Ved, de er ligeglade

Dybest set ved jeg godt, at de er fuldstændigt ligeglade, så sorgen handler måske ligeså meget om den ligegyldighed og manglende evne til at tage oprigtig del i mit liv og mine glæder, der altid har hersket i familien. Det er så ærgerligt og smertefuldt. Hvem ville ikke gerne have en kærlig familie, der elsker, støtter og passer på én igennem hele livet?

 

"Det lille barn får en masse onkler og tanter i vores venner

samt kusiner og fætre i deres børn"

Lyder som en kliché

For mennesker som mig uden kontakt til den nærmeste familie, kan det lyde som en kliche, at jeg så i stedet har en selvvalgt familie i mine venner. Men det har jeg, heldigvis. Og jeg priser mig lykkelig for, at mennesker fra nær og fjern tager aktiv og oprigtig del i den glæde, det er, at der kommer en lillesøster til verden inden så længe. Det lille barn får en masse onkler og tanter i vores venner samt kusiner og fætre i deres børn, og kommer aldrig til at opleve en mor, der må lade en lille del af sig selv dø for at fastholde en problematisk familierelation.

 

Følg mig på Facebook-siden

 

At bryde med familien

Af Lisa Andersen, 38 år

 

- I mine tidlige teenageår spekulerede jeg over min eksistens og familierelationer. Senere tænkte jeg meget over min families påvirkning. Skabte familierelationen glæde og tryghed, eller føltes samværet med familien overvejende negativt med dårligt humør og tristhed til følge?

 

"Resultatet blev fra min side

et brud med hele min familie"

 

Jeg brød med hele familien

Jeg havde mange seriøse overvejelser om ikke at se familien. Som helt ung havde jeg ikke modet til at handle i den retning. Først flere år senere havde jeg styrke og mod nok til at bryde med dem. Resultatet blev fra min side et brud med hele min familie.

 

Brevet gav et modangreb

I et langt brev til mine forældre beskrev jeg mine følelser med en forklaring på mit valg om ikke længere at se dem og have kontakt. Jeg skrev blandt andet om min følelse af at føle mig utryg i familien, idet jeg ikke havde kunne stole på dem som primære omsorgspersoner, der ville passe på mig og give mig tryghed i min opvækst. Mit brev medførte et modangreb om, at de heller ikke følte, at de kunne stole på mig.

 

"En meget alvorlig situation at gøre sig helt familieløs"

 

Stor og lettende beslutning

Jeg var lettet over endelig at have taget det afgørende skridt at bryde med familien. Det var en stor beslutning. En meget alvorlig situation at gøre sig helt familieløs. Jeg stod helt alene med kun et ganske lille netværk af venner.

 

Selvom det var en lettelse, var det også psykisk hårdt. Psykisk havde jeg dog forberedt mig på tanken om selvvalgt at stå helt uden familie en dag. I nogle perioder havde det været mere i bevidstheden end i andre perioder.

 

"Enten blev jeg i familierelationen, og ville miste mig selv fuldstændig,

eller også måtte jeg bryde kontakten for at bevare mig selv"

 

Jeg har ikke fortrudt

Min mentale forberedelse har jeg følt som en styrke. Jeg har ikke fortrudt mit valg. Følte bruddet var min allersidste løsning efter flere års forsøg på at være i familien og føle mig godt tilpas i samværet.

 

Jeg var nået til det punkt, at enten blev jeg i familierelationen, og ville miste mig selv fuldstændig, eller også måtte jeg bryde kontakten for at bevare mig selv, min person og integritet. Det var helt klart det sundeste for mig at komme væk fra den usunde familierelation. Familierelationen var overvejende forbundet med negativitet, og nedbrød mig mere, end det styrkede mig.

 

"Jeg savner ikke MIN familie, men jeg savner det at have en familie"

 

Mærkedage er svære

Der er gået ti år nu. Jeg fortryder stadig ikke, men føler mig nogle gange ked af ikke at have en familie. Jeg savner ikke MIN familie, men jeg savner det at have en familie, som kender en, og som man deler fortid, minder og historier med, samt en vished om at man sammen vil skabe nye minder og oplevelser.

 

Jeg kan være ærgerlig over ikke at have gode familierelationer. Især til mærkedage, jul og sommerferie bliver jeg ofte trist til mode og føler mig endnu mere alene og familieløs og ked af det. Selvom det efterhånden er mange år, jeg har været uden familie til højtider og ferier, føler jeg stadigvæk, det er hårdt. Men når jeg mærker efter, føler jeg - på trods af ensomhedsfølelsen - at det for mig var den rigtige beslutning.

 

Man må ikke miste sig selv

Når jeg enkelte gange har talt med andre om den svære familierelation og eventuelt brud, er min klare holdning, at man bør give sig selv en chance for at finde sig til rette i familien og forsøge at få det til at fungere.

 

"Jeg synes familierelationer er vigtige at kæmpe for

- men uden at miste sig selv"

 

Jeg synes familierelationer er vigtige at kæmpe for - men uden at miste sig selv. Skal man slå for mange knuder på sig selv i forsøget på at tilpasse sig familien, og føler man, at der er for mange af ens egne grænser, der skal overskrides, og man skal give afkald på sin egen integritet for familiens skyld, mener jeg, man nøje skal overveje, om man ønsker at risikere at miste sig selv. Det kommer man let til i en kamp, hvor man måske kæmper alene, og flytter grænser, uden at resten af familien tager ansvar for sin del.

 

Som voksen kan man fravælge

Som barn kan man ikke selv vælge sine relationer, men som voksen har man mulighed for valg og fravalg, og har et ansvar for sin egen lykke. For mig er det vigtigt ikke at miste sig selv, men derimod at bevare sin integritet, føle efter og tage sig selv alvorligt. Selvom jeg kan føle mig som den eneste uden familie, er jeg desværre ikke unik og alene om at være i den situation. Alle har en historie at fortælle, og hvordan man oplever familieforhold er individuelt. Det væsentlige må være at være tro mod sig selv i sine beslutninger.

 

Lettere med pigevenner

af Thomas Bering Kristensen

 

- På flere måder har min maskulinitet eller følelsen af mangel på samme påvirket mine relationer til både mænd og kvinder.

 

Hvordan er man maskulin? Jeg kan ikke definere det præcist, og der findes sikkert også mange definitioner. Jeg har bare aldrig følt mig særlig maskulin sammenlignet med andre mænd og det er vel dér, problemet er opstået for mig. At jeg ikke har hvilet nok i mig selv, at mit selvværd har været lavt og jeg derfor altid har skelet til andre, og søgt accept af at jeg var god nok. Ingen tvivl i mit sind heller om, at dét at blive misbrugt sætter sig sine spor, fordi det ikke er mandigt at være i den afmagtssituation - en offerrolle.

 

"Jeg følte mig kun som en dreng qua min interesse og evner for sport"

 

Et indre i kaos

Jeg har tidligere beskrevet, at jeg var en bange og utryg dreng. Følelserne af utryghed sidder i mig helt fra mine første erindringer. De familiære spektakler forstod jeg ikke. Jeg fik dem aldrig forklaret, og var alene i en verden, jeg ikke begreb.

 

Overgrebene der senere fulgte, lagde kun yderligere et lag ovenpå ensomheden og utrygheden. Jeg følte mig kun som en dreng qua min interesse og evner for sport. Der kunne jeg hævde mig og vise mig frem.

 

Den skjulte sårbarhed

Indadtil var jeg blød og skulle kæmpe en indædt kamp for ikke at vise mit sande jeg. Jeg var en and med den rolige attitude på overfladen, mens jeg padlede som bare fanden med benene under vandet for ikke at vise min sårbarhed.

 

"Jeg lå på alle måder under for den opfattelse,

at drenge skal være stærke og ikke vise følelser og sårbarhed,

og sådan har det faktisk været lige siden"

 

En sårbarhed jeg ikke følte, jeg som dreng kunne tillade mig at vise. Jeg lå på alle måder under for den opfattelse, at drenge skal være stærke og ikke vise følelser og sårbarhed, og sådan har det faktisk været lige siden.

 

De svære mandlige relationer

Jeg har måttet kæmpe meget for at bevare mine venskaber med andre mænd, og rigtig mange er gået til grunde. Enten fordi mine mandlige bekendte/venner med deres adfærd bekræftede mig i, at "mænd er mænd, der ikke viser følelser", eller fordi jeg vovede mig ud i at "afsløre mig selv". Derved gjorde jeg mig sårbar og angsten for at blive svigtet gjorde, at jeg selv endte med at trække mig.

 

"Jeg ved ikke om han kunne se lige igennem mig og ind i min usikkerhed. Sådan følte jeg det"

 

Truet på maskuliniteten

Det er sammen med andre mænd, jeg har følt mig allermest truet og ydmyget på min maskulinitet. Jeg husker en episode, da jeg var omkring 18 år. Jeg var i byen med min lidt ældre svoger og nogle af hans venner. På et tidspunkt kommer en af hans venner over og aer mig på kinden og siger "nååårhhh". Jeg ved ikke om han kunne se lige igennem mig og ind i min usikkerhed. Sådan følte jeg det. Den ydmygelse jeg følte, kan jeg slet ikke sætte ord på!

 

Pissoir-panik

Jeg føler det som en ydmygelse, at jeg ikke er i stand til, som alle andre mænd at forrette min nødtørft i et pissoir omgivet af andre mænd. Det gør mænd jo, mens de får sig en snak. Det koster mig store mængder af energi, når jeg eksempelvis er på festival. Jeg må pænt stå i kø sammen med pigerne og ellers bruge en masse kræfter på at have styr på, hvor de mindst brugte toiletter/pissoirs er.

 

"Mandlige fællesskaber er vigtige for min identitet,

og jeg er glad for det fællesskab, vi har på mit fodboldhold"

 

Ét vigtigt venskab

Jeg får aldrig mange mandlige venner eller venner generelt. Det magter jeg ikke, men det har jeg lært at acceptere. Jeg gør mig virkelig umage for at bevare de venskaber, jeg har i dag. Jeg har en mandlig ven, som jeg næsten tør betro alt.

 

Jeg tør vise og fortælle om mine svagheder uden at føle mig truet. Føler mig tværtimod accepteret, som jeg er. Det er et venskab, jeg var tæt på at miste, men heldigvis var jeg på det tidspunkt kommet så langt, at jeg både indså vigtigheden af at bevare det og havde overskuddet til at indgå et nødvendigt kompromis. Det er jeg så glad for i dag.

 

Mandlige fællesskaber er vigtige for min identitet, og jeg er glad for det fællesskab, vi har på mit fodboldhold, og trives for det meste i det, selvom jeg til stadighed indimellem må trække mig. Men jeg har lært at lytte til mig selv og acceptere mine begrænsninger.

 

"Sammen med pigerne har jeg ikke haft noget at miste

i forhold til min maskulinitet"

 

Pigevenner

Siden teenagealderen har jeg haft flere pigevenner. Når jeg er sammen med piger/kvinder, har jeg aldrig følt, jeg skulle "bevise", at jeg var en mand. Sammen med pigerne har jeg ikke haft noget at miste i forhold til min maskulinitet. Jeg har slappet meget mere af og måske netop i det fora følt mig allermest som en mand.

 

Følg mig på Facebook-siden

Jeg er nok lidt afstumpet

Af Pernille Gyldensøe

 

- Dette citat af vores tids nok mest aparte musiker - Lady Gaga - giver ufattelig god mening for mig i forhold til relationer: "Trust is like a mirror, you can fix it if it's broken, but you can still see the crack in that mother fucker's reflection”.

 

"Størstedelen af mit liv har været præget af en frygt for

at blive narret, svigtet og forladt"

 

Jeg er blevet svigtet og brændt så mange gange i løbet af mit liv, og er rent følelsesmæssigt nok lidt afstumpet, når det kommer til relationer. Størstedelen af mit liv har været præget af en frygt for at blive narret, svigtet og forladt. For at beskytte mig selv fra den følelse, har jeg ofte selv opsøgt en konflikt, så jeg kunne bryde relationen, før den anden gjorde det.

 

I videoen nedenfor fortæller jeg mere omkring det at bryde relationer, hvordan jeg selv har opsøgt dramaet og hvad jeg arbejder med i dag, for at kunne indgå i sunde vedvarende relationer.

Læs også indlæggene om relationer fra min blog på dette link

 

Følg mig på Facebook-siden

Relationer præget af manglende kontrol

Af Louise Benner

 

- I min verden har relationer altid været noget flygtigt. Noget der var der for en tid, hvorefter det forsvandt igen – med eller mod min vilje. Og fordi jeg har været så bevidst om flygtigheden, nyttede det ikke noget at kaste hele mit liv og min sjæl ind i relationen, for så ville det gøre alt for ondt at miste den igen.

 

Distance og omklamring

Jeg har trukket mig fra rigtigt mange mennesker i mit liv. Har ikke villet lukke dem helt ind, hvor jeg var allermest sårbar. Samtidig har der været en række relationer, som jeg har været meget afhængig af at have, og som jeg derfor har klynget mig unaturligt meget til.

 

"På den ene side har jeg skubbet folk væk,

på den anden side har jeg klamret mig til visse personer i mit liv"

 

Denne vekselvirkning har præget mine relationer; på den ene side har jeg skubbet folk væk, på den anden side har jeg klamret mig til visse personer i mit liv. Begge dele har været styret af angsten for at miste og angsten for at blive såret og svigtet.

 

Manglende kontrol

Både mit forhold til min far og til min krænker var præget af en total mangel på kontrol. Jeg havde ikke noget at skulle have sagt, men jeg ville gøre alt for at få opmærksomhed og kærlighed fra dem. De skiftevis tog mig ind og skubbede mig væk – for til sidst at forlade mig helt, og det har sat dybe spor i forhold til min tillid til andre mennesker.

 

"Gennem hele mit liv har jeg knyttet mig stærkt til bestemte personer

– eksempelvis min krænker"

 

Jeg er faktisk et menneske, der har meget svært ved at være kold i mine relationer, selv om jeg ofte har været det. Gennem hele mit liv har jeg knyttet mig stærkt til bestemte personer – eksempelvis min krænker – i en grad, hvor det næsten har været sygeligt. Jeg følte, at hele mit liv afhang af relationen til et enkelt menneske, og det var forfærdeligt i den grad at føle sig ude af kontrol med situationen. Det var også forfærdeligt hele tiden at føle, at kærligheden i relationen var afhængig af, at jeg ydede noget.

 

En stærk indre kerne

For at kunne opbygge sunde og givende relationer har det været nødvendigt for mig først at opbygge en sund og stærk indre kerne, der ved, hvad jeg er værd. Det er absolut nødvendigt, at jeg kan sige til og fra overfor andre mennesker, og at jeg har en vished om, at mit liv ikke afhænger af en relation med et andet menneske. Det kan hverken jeg eller det andet menneske bære.

 

"Jeg har lukket enkelte mennesker helt ind, hvor jeg ikke har kunnet skjule noget"

 

At kunne være sig selv

I de senere år har jeg indgået relationer, hvor jeg har givet næsten alt af mig selv. Jeg har lukket enkelte mennesker helt ind, hvor jeg ikke har kunnet skjule noget, og det har både været befriende og skræmmende. Angsten for at blive svigtet af netop disse mennesker er konstant til stede, men den overskygges af følelsen af at være elsket – bare fordi jeg er mig.

 

Følg mig på Facebook-siden

Jeg føler mig anderledes

Af. Mona Kadahl, 53 år

 

- Mit liv har på mange områder været spændende og indholdsrigt, f.eks. via mange oplevelser med mine 2 børn samt mit arbejdsliv i butik og som social- og sundhedsassistent.

 

Der har dog altid været nogle minusser: Mit forhold til andre mennesker. Jeg har altid følt mig alene, ensom og anderledes, selvom jeg har været omgivet af mange mennesker bl.a. i bestyrelser, til spejder og sport. Følelsen af at jeg var mindre værd, uduelig og ikke værd at være sammen med, har altid siddet i mig.

 

"Jeg gjorde en masse forsøg, som altid endte med, at jeg trak mig"

 

Kiggede på de andre

Det meste af mit liv har jeg stået med blikket vendt ud mod verden og set på, hvordan de hyggede sig derude - uden jeg rigtig kunne finde ud af at være med. Jeg gjorde en masse forsøg, som altid endte med, at jeg trak mig - fordi der opstod noget, som jeg ikke kunne klare. Jeg forsøgte mig også med at fortælle om, hvordan jeg havde det - også her kom jeg til kort.

 

Ønskede forandring

For nogle år siden besluttede jeg mig for forandring, og startede på Psykoterapeut-uddannelsen. Samtidig blev jeg aktiv i internet grupper, og begyndte at "forklare", hvordan det var at være mig. Jeg fandt ud af, at jeg bedre kunne skrive om tingene; mine følelser og mit liv. Det med at fortælle om mig selv i real life blev ordløst, og jeg følte mig endnu mere sat ud på et sidespor.

 

"Mit liv blev fyldt med skyld, skam, nederlag på nederlag"

 

På internettet kunne jeg bedre klare mig. I hvert fald følte jeg mig bedre tilpas ved det. Her blev jeg dog også mødt med krav om at forklare mig bedre. Også i cyberspace skulle jeg finde ud af, hvem der var gode og dårlige for mig.

 

Nederlag på nederlag

Mit liv blev fyldt med skyld, skam, nederlag på nederlag - det at vende det rundt og tænke: det her er godt for mig - det her vil jeg - de her mennesker er gode for mig osv. - det gjorde det endnu mere besværligt at være mig.

 

"Jeg oplevede, at dem jeg spejlede mig i,

foragtede og fordømte mig"

 

Jeg spejlede mig i andres måder at handle og tænke på. På daværende tidspunkt havde jeg ikke lært at tage det, jeg spejlede mig i, og gøre det til mit eget. Det gav mange vredesudbrud fra dem, jeg spejlede mig i. Vidste jo godt, at jeg skulle tage tingene til mig - men hvordan gjorde jeg det? Jeg oplevede, at dem jeg spejlede mig i, foragtede og fordømte mig. Det var svært, særligt fordi nogle af dem selv var psykoterapeuter, og burde kende til den proces, jeg var igennem.

 

Svært ved fællesskab

Jeg tog MC-kort, hvilket var super godt for mig, og jeg fik for første gang venner, som jeg kunne dele min interesse med. Det gik godt et par år, men så blussede alle de gamle ting op endnu engang. Jeg overvejede at droppe min MC-interesse pga. det.

 

"Bliv væk fra min begravelse"

 

Tit tænkte jeg på at flytte ud på en øde ø, for når jeg ikke kunne fungere med andre mennesker, var det bedre. Ofte tænkte jeg også: "Bliv væk fra min begravelse".

 

Følger min intuition

I dag lever jeg mere i overensstemmelse med mig selv - lader mig ikke forstyrre af andres meninger, og følger min egen intuition.

 

Jeg har fået større social indsigt, og har fået nære venner. I dag kan jeg skelne mellem nære venner og flygtige venskaber. Egenterapi har været rigtig godt. Her fik jeg styrket min selvtillid/selvværd, og er blevet bedre til at skelne mellem dit og mit ansvar. Psykoterapeut uddannelsen har lært mig rigtig meget om "at blive mødt", hvor jeg er.

 

Mere information

 

Web-kursus om Offer-trekanten (Dramatrekanten)

Ønsker du , at få mere viden om de destruktive dynamikker som voksne børn af dysfuktionelle familier ofte bærer med sig ind i relationer til andre? Så har psyko- og parterapeut Steen Rassing lavet et webkursus, der giver dig indsigt og inspiration til at bryde ud af mønstrene.

 

Kurset er en blanding af tekst, videoer og opgaver som man får ubegrænset adgang til i 2 måneder. Man kan også downloade og gemme materialet til senere brug, hvis man ønsker det.

 

Jeg (Pernille Gyldensøe) har selv kigget materialet igennem og er sikker på, at det vil være gavnligt for andre. Derfor foreslog jeg Steen at give os her i netværket en sær-pris på web-kurset. Alle brugere af www.UsynligeAr.dk tilbydes web-kurset til en særpris af kr. 50 (normalt kr. 125) ved brug af denne promokode "USYNLIGEAR" ved bestilling på dette link

 

www.UsynligeAr.dk har ingen økonomisk interesse i web-kurset. Vores ønske er blot, at flere får øjnene op for den uhensigtsmæssige "dans" i forhold til relationer og evt. værktøjer til at bryde ud af den.

 

Styrk dine relationer

Niels Moestrup har skrevet et blogindlæg om, hvordan man skaber de rigtige relationer. Vi vil gerne understrege, at disse råd ikke tager særlige hensyn til mennesker med dybe traumer og tillidsproblemer - så se det som en inspiration, og tag det med dig, som du kan bruge.

 

© 2013-2017 UsynligeAr.dk

All Rights reserved

Webdesign: Pernille Gyldensøe

Fotos: Privatfotos, Pernille Gyldensøe