Seksualitet

Seksualitet

En af senfølgerne efter seksuelle overgreb kan være problemer med seksualitet i alle mulige forskellige afskygninger - både fysiske og psykiske. Det kan f.eks. være smerter i underlivet, forvirring omkring seksuelle præferencer, skamfølelse over egen lyst eller at man har sex uden at have lyst.

 

Tvivl og forvirring

Af Louise Benner

 

- Hvad stiller man op, når man er en ung kvinde, som inderst inde drømmer om kærlighed, parforhold og intimitet, men som er så bange for mænd og sex, at det er en umulighed? Sådan havde jeg det i mange år, og jeg opbyggede så meget had til mænd, at jeg til sidst besluttede, at jeg aldrig nogensinde ville være sammen med en mand igen.

 

Savnet og længslen efter at opleve kærligheden forsvandt dog ikke, og jeg så det derfor som min eneste mulighed at begynde at date kvinder, selv om jeg inderst inde godt vidste, at jeg var til mænd. På videoen nedenfor fortæller jeg mere om min tvivl og forvirring i forhold til seksualitet.

Følg mig på Facebook-siden

Misbrugtes problemer med seksualitet

Af sexolog, parterapeut og forfatter Tanja Rahm

 

- Det er fundamentalt for alle, at seksualiteten udvikles i barne- og ungdomsårene, og at denne skaber grobund for at danne sunde, udviklende og respektfulde relationer. Men hvis seksualiteten forceres af andre, vil det få stor indflydelse på personens syn på sig selv, vedkommendes seksualitet og ikke mindst tilliden til andre mennesker. Det kan således medføre problemer i forhold til seksualitet og parforhold, og senfølgerne kan præge både det psykiske, fysiske og sociale liv

 

"En tidligere krænket have svært ved at sige fra og sætte grænser"

 

Psykiske og seksuelle senfølger

Ofte vil manglende tillid til partnerens intentioner skabe konfliktfyldte forhold, fordi man som tidligere krænket kan have en lang række forventninger, som partneren ikke er i stand til at indfri. Man higer efter en ubetinget kærlighed fra sin partner, som man aldrig vil kunne få.

 

Det skaber grobund for jalousi, angst og usikkerhed, som det kan være svært at sætte ord på.

 

Samtidig kan en tidligere krænket have svært ved at sige fra og sætte grænser, hvilket kan resultere i, at denne selv er utro, fordi det er svært , at takke nej til et seksuelt tilbud.

 

Sex i bytte for kærlighed

Mange tidligere krænkedes syn på sex er, at det er noget, man leverer, i ønsket om at være elsket og accepteret. Derfor er den seksuelle udfoldelse mere en rolle, man påtager sig, end en tilstand man er i. Samtidig har overgreb betydning for, hvordan man anskuer kærlighed. Ingen børn har nogensinde glædet sig over de krænkelser, de blev udsat for, men har måske lært, at ved at give efter for de seksuelle overgreb, var der noget godt i vente. Det kunne være ros, anerkendelse, opmærksomhed eller gaver.

 

"En tidligere krænket kan desuden opleve at svinge mellem ekstrem sexlyst, og ingen sexlyst"

 

Ekstrem eller ingen sexlyst

Som voksen spiller det en stor rolle, da sex på samme måde bliver en vare, der leveres i håbet om, at man efterfølgende har noget godt i vente. Hvis disse behov ikke indfries i voksenlivet, kan det have stor betydning for personen, som måske på den baggrund tænder og slukker for sin seksualitet, afhængig af om disse behov bliver indfriet. I forlængelse af dette kan en tidligere krænket desuden opleve at svinge mellem ekstrem sexlyst, og ingen sexlyst. Igen et udtryk for, at der ligger dybere motiver til grund for det seksuelle behov.

 

Fysiske senfølger

Den krænkedes alder og overgrebenes karakter spiller en rolle for en række af de fysiske senfølger. Et lille barn der udsættes for blot et enkelt overgreb kan få ødelagt sit underliv. Derfor er det ikke svært at forestille sig, at et barn, der udsættes for gentagne overgreb, vil opleve mange smertefulde tilstande, også i voksenlivet.

 

"Mange kæmper med seksuelle dysfunktioner, som manglende evne til at opnå orgasme"

 

Seksuelle dysfunktioner

For mange har det derfor haft betydning for, om vedkommende overhovedet kunne indgå i seksuelle relationer. Mange kæmper med seksuelle dysfunktioner, som manglende evne til at opnå orgasme, hvorimod andre mekanisk kan føre sig selv til orgasme, både alene og/eller sammen med en partner.

 

Flashbacks

For nogen kan det skabe fysisk ubehag, når underlivet bliver berørt, fordi det kan give flashbacks. En kvindelig klient fortalte, at hun ikke som voksen kunne modtage oralsex, fordi hun hver gang hun forsøgte det med en partner, så sin far for sig. Oralsex gav hende derfor ubehagelige sammentrækninger i maveregionen, kvalme og hovedpine. Omvendt kunne hun tvangsonanere, når hun var alene, og ambivalent tænkte hun på overgrebene imens. Hun forbandt altså oralsex med overgreb, hvorfor oplevelsen af partnerens forsøg på at give hende oralsex, ligeledes blev et overgreb.

 

Vaginisme

Andre lider af vaginisme, som er ufrivillige sammentrækninger i musklerne i den ydre del af skeden. Sammentrækningerne gør det umuligt for personen at indføre noget i skeden. For nogen kan det være alt fra en tampon til en penis, ligesom det kan være smertefuldt at få foretaget en gynækologisk undersøgelse.

 

"Smerterne opstår altså som følge af de tanker eller forestillinger,

man gør sig omkring kønsdelene"

 

For de fleste er smerterne tæt forbundet til psyken. Smerterne opstår altså som følge af de tanker eller forestillinger, man gør sig omkring kønsdelene. Det kan være angsten for, om noget går i stykker, om skeden er stor nok til, at penis kan være der eller det kan være som følge af tanken om, hvor vidt sex er syndigt eller forbudt. Dog skal det siges, at vaginisme også kan være et udtryk for at der er tale om en betændelsestilstand i skeden eller i de ydre kønsorganer.

 

Andet fysisk ubehag

Men de fysiske følger behøver dog ikke at være centreret omkring kønsdelene. Nogle oplever, at et tungekys kan føles som et kvælningsforsøg, fordi de som børn oplevede, at en krænker pressede sin tunge ind i vedkommendes mund. Andre føler ubehag, når deres bryst bliver berørt, fordi det også i nogle tilfælde har været en del af de seksuelle overgreb. Især brystvorterne kan være særligt sensitive. En klient fortalte, at det føltes som stikkende nåle, når nogen nulrede hendes brystvorter. For andre igen kan det være noget så simpelt, som at give et kram, at holde om hinanden, tantekysse eller holde i hånd.

 

"Det var jo igennem sex, at man opdagede,

hvad der var attraktivt ved én som person"

 

Sociale senfølger

Mange der har oplevet seksuelle krænkelser har samtidig oplevet at have mange skiftende sexpartnere, da det seksuelle samspil på baggrund af overgrebene har spillet en særlig rolle. Det var jo igennem sex, at man opdagede, hvad der var attraktivt ved én som person. Det seksuelle kan derfor spille så central en rolle, at nogle vælger at lade sig prostituere for at blive bekræftet i, at de er noget værd.

 

Men prostitution kan foregå på mange plan. Også gennem deciderede byttehandler, hvor sex bliver noget, man tilbyder, på lige fod med en kop kaffe. Årsagen er, at man ofte mister ejerskab over sin egen seksualitet, hvis man tidligere er blevet krænket. Og derfor er den ikke noget, man værner om, eller nødvendigvis deler med få udvalgte.

 

"For de fleste er det en lang rejse, men jeg har endnu ikke oplevet,

at det ikke har været hele rejsen værd"

 

Seksualiteten skal defineres på ny

De fleste mennesker, som tidligere har været udsat for seksuelle overgreb, finder det nødvendigt at gå i terapi, ikke mindst når de indleder et parforhold, som de ønsker skal holde. Der er mange ting, der skal læres, bl.a. at kommunikere, mærke følelser, acceptere dem og at udtrykke dem. Men også seksualiteten skal defineres og fornemmes på nye, sunde og udviklende måder. For de fleste er det en lang rejse, men jeg har endnu ikke oplevet, at det ikke har været hele rejsen værd.

 

Se mere på Tanja Rahms hjemmeside http://cfsr.dk/

 

Jeg tog masken på

Af Pernille Gyldensøe

 

- Jeg hadede min krop og gjorde mange forskellige destruktive ting for at straffe mig selv - især i teenageårene. Min afsmag for sex og seksualitet i det hele taget forsøgte jeg at skjule bl.a. med tøj, seksualiseret sprogbrug og adfærd. I videoen fortæller jeg mere om, hvordan jeg prøvede at beskytte mig selv ved at udgive mig for at være noget, jeg ikke var.

 

Følg mig på Facebook-siden

Den skamfulde lyst

Af Thomas Bering Kristensen

 

- Sex er ikke noget, man snakker om. Det er bare noget, man har. Skulle jeg formulere, hvad jeg havde lyst til eller fantaserede om, accepterede og anerkendte jeg jo samtidigt, at jeg havde en seksualdrift. Alt, hvad der havde med min seksualdrift at gøre, var forbundet med en dyb følelse af skam. Sådan havde jeg det, fra jeg var helt ung teenager og langt ind i mit voksenliv. Det har været en rigtig svær nød at knække, og jeg er stadig meget afhængig af en forstående partner, som jeg har tillid til.

 

"De ting der skete mellem pigerne og mig, skete bare"

 

Jeg var forkert

Det var mig, der var noget galt med - ikke min krænker. Han var jo en voksen, sød og rar mand. Når man går ind i puberteten med det udgangspunkt, er det ikke nemt at være en dreng med en drift, der ikke sådan lader sig holde tilbage.

 

Jeg var meget genert i teenageårene og var meget afhængig af at møde piger, der tog initiativ. Havde kærester ligesom alle andre, men når det nærmede sig sex/petting, var det ikke noget, jeg kunne snakke om. De ting der skete mellem pigerne og mig, skete bare. Der blev ikke snakket om det, og derfor var min reelle fuldbyrdede seksuelle debut forholdsvis sen i forhold til flere af mine jævnaldrende kammerater.

 

"Min far kunne jeg ikke snakke med. Han var meget grænseoverskridende"

 

Ugens Rapport

Jeg havde kammerater, der havde Ugens Rapport liggende frit fremme på deres værelser. Det var stærkt grænseoverskridende og uvirkeligt for mig, som på alle måder forsøgte at skjule min seksualitet. Boede på daværende tidspunkt alene med min mor og hun fandt vist hurtigt ud af, at det var et samtaleemne, der IKKE var til diskussion. Min far kunne jeg ikke snakke med. Han var meget grænseoverskridende. Pralede af sin seksuelle formåen overfor andre - også når vi børn var til stede. Det var kun med til at gøre det endnu sværere for mig, og det var meget pinligt.

 

Drillerierne sved

Jeg havde også de frække blade - men godt gemt af vejen. De var dog ikke mere gemt af vejen, end at min mor og søster udmærket vidste, jeg havde dem. Jeg vidste, at de vidste. Selv om det var svært, overlevede jeg det, så længe der ikke blev snakket om det. Min storesøster var imidlertid lidt efter mig i et drillende tonefald. Uvidende om, hvad det gjorde ved mig. Hun sagde nogle gange til mig, da jeg var omkring 18 år, om jeg ikke skulle ud i den virkelige verden i stedet for at bruge de blade. Det føltes ligesom, hun jog en kniv i mig og drejede rundt hver gang. Jeg klappede bare i. Tavshed var guld. Det var mit eneste svar.

 

"Det føltes ligesom, hun jog en kniv i mig

og drejede rundt hver gang"

 

Skridt for skridt

Det var forløsende for mig, da ”mødommen” røg, men inde bagved var det stadig skamfuldt at have drifter og fantasier. Det blødte først lidt op i mit langvarige forhold til mine børns mor.

 

Her fandt jeg en begyndende ro og først og fremmest tillid til et andet menneske, der gjorde, jeg kunne lukke lidt op. Jeg var dog meget bevidst om ikke at blotte mig helt. Det var faktisk først efter, vi gik fra hinanden, og jeg på omtrent samme tid begyndte bearbejdelsen af det seksuelle misbrug, at jeg for alvor begyndte at konfrontere den del af mig selv.

 

"Blev jeg spurgt, hvad jeg godt kunne lide, gik jeg altid i sort.

Det krævede jo den her accept af, at jeg havde en seksuel drift"

 

Netdating udfordrede mig

Efter min depression oven på skilsmissen begyndte jeg at se andre kvinder, men blev jeg spurgt, hvad jeg godt kunne lide, gik jeg altid i sort. Det krævede jo den her accept af, at jeg havde en seksuel drift. Jeg begyndte at date i et seksuelt forum på nettet. Fik indblik i andres seksualitet og ret hurtigt en klar fornemmelse af, at jeg ikke rigtigt havde noget at skamme mig over. Når jeg mødte kvinder fra dette forum, var der gerne sat ord på lyster og fantasier forinden. Det gjorde det meget nemmere, når vi havde et fælles udgangspunkt, og derfor føltes det ikke skamfuldt.

 

Jeg er ok

Til gengæld mistede jeg meget af den nærhed og intimitet, som er den, der både er vigtigst og allersværest at håndtere for mig. Derfor var min tid på det forum heller ikke langvarig - det blev kedeligt og lidt ligegyldigt. Men jeg lærte, at det to voksne mennesker kan blive enige om, er rart rent seksuelt, sådan set er ok, og at jeg hverken er forskruet eller behøver at være skamfuld.

 

Følg mig på Facebook-siden

 

Mere information

 

Artikel om problemer med intimitet

Psykoterapeut Steen Rassing har skrevet denne artikel om mennesker med overgrebsproblematikker og intimitet. Læs artiklen "Når intimitet og sex bliver kilden til smerte" på dette link

© 2013-2017 UsynligeAr.dk

All Rights reserved

Webdesign: Pernille Gyldensøe

Fotos: Privatfotos, Pernille Gyldensøe