Vejen tilbage til livet af gæsteskribenter

Vejen tilbage til livet af gæsteskribenter

Der findes ligeså mange veje tilbage til livet, som der findes mennesker. Nogen oplever gode resultater ved hjælp af terapi, andre søger heling via den spirituelle verden, fritidsinteresser, fællesskab med ligesindede eller noget helt femte. Summen af alle de små ting kan langsomt give livet meningen og farverne tilbage igen. Læs her om vores gæsteskribenters vej tilbage.

 

Jeg har opbygget mit eget system

Af Ditte Ørum, 33 år

Den dag jeg forlod Amager, og sagde goddag til Bornholm, begyndte min vej tilbage til livet. Vejen startede med en kæmpe depression, efterfulgt af flere års behandling på Thora Center i København. Jeg pendlede frem og tilbage, da jeg ikke kunne få hjælp på Bornholm. Som tiden gik, kunne jeg rumme og anerkende mig selv igen. Jeg kom ikke længere på behandlingsstedet, og skulle nu stå på egne ben ude i den virkelige verden. Jeg følte mig godt rustet til det.

 

"Hvorfor fungerede livet ikke for mig?"

 

Hurtigt sygemeldt igen

Jeg begyndte at arbejde efter 3,5 års fravær fra arbejdsmarkedet. Der gik dog ikke længe, før jeg blev sygemeldt igen. Jeg vidste ikke mine levende råd. Hvad fanden skete der? Hvorfor fungerede livet ikke for mig? Jeg brugte jo alt det, jeg havde lært i terapien.

 

Det eneste jeg ikke gjorde, var at fortælle folk omkring mig, hvad jeg gennemgik. For det første havde jeg dårlige erfaringer med at lukke for meget op, og for det andet har jeg i barndommen “kun” haft mig selv. Der var ingen voksne til at samle mig op, da jeg var barn, og jeg har derfor heller ikke et helt naturligt forhold til at bede om hjælp eller fortælle, hvordan jeg har det.

 

"Vi grinede, skreg, græd, og lyttede

på kryds og tværs af alder og civilstatus"

 

De forstod mig

I anerkendelse af mit problem meldte jeg mig i en selvhjælpsgruppe, og det var en god beslutning. Jeg havde lige pludselig folk omkring mig, der forstod - også dét der ikke blev sagt. Der var folk, der kunne grine med på de mest absurde ting - ting som udenforstående ville sige, var dybt syge. Vi grinede, skreg, græd, og lyttede på kryds og tværs af alder og civilstatus, for vi havde alle en ting til fælles: Vi var overlevere.

 

Havde svært ved at komme ud

Efter at være kommet i selvhjælpsgruppen noget tid voksede jeg igen. Havde atter engang mod på livet, men jeg havde svært ved at komme ud. Jeg har i mange år lidt af angst som følge af PTSD. At flytte til Bornholm var nok den største udfordring, min angst har været udsat for. Jeg kom fra et andet tempo, et andet miljø, og jeg kunne ikke gemme mig. Jeg skilte mig ud. Alle vidste, hvem hende den lille tilflytter fra nummer 12 var. Det var svært at omstille sig fra det hektiske liv i København til det stille Bornholm.

 

"Der er ikke flere store uhyggelige mænd,

der skal snige sig ind på mig"

 

Tai Chi - min gamle ven

Jeg fandt trøst i en gammel ven, Tai Chi. Igennem min ungdom har jeg dyrket en del kampsport, da jeg har haft et kæmpe behov for at vide, at jeg kan klare mig selv. Der er ikke flere store uhyggelige mænd, der skal snige sig ind på mig. Det giver mig ro og pause for angsten. Men en pause fra angsten kræver også, at psyken er med, og det kommer den ikke, ved at kunne slås.

 

Tai Chi giver mig en mulighed for at arbejde med psyken samtidig med, at jeg laver noget, jeg holder af. Meditation, og det at kunne sætte sig hvor som helst og finde ro i sindet, er den største gave for mig. Det giver mig mulighed for at leve et liv, der giver mening.

 

"Skoven var klart mit favoritsted at motionere.

Der er man lidt alene imellem de høje træer"

 

Øvede mig lidt hver dag

Langsomt fik jeg mere overskud til at komme ud. Jeg begyndte at øve mig bare lidt hver dag. Nogle dage cyklede jeg rundt i skoven, andre dage løb jeg. Skoven var klart mit favoritsted at motionere. Der er man lidt alene imellem de høje træer. Når jeg kom hjem efter en tur i skoven, var det med meget mere energi, end da jeg tog af sted.

 

"Motion, frisk luft og natur er den cocktail, der giver mig lyst til at gribe dagen"

 

Motionen tilpasses humøret

Jeg fandt ud af, at jeg kunne tilpasse min motion efter mit humør og af den vej slippe af med de negative energier. Er jeg vred, kører jeg cross på mountainbiken, eller dyrker kampsport. Er jeg tilpas, løber jeg en lang jævn tur. Er jeg ked af det, cykler jeg - gerne i regnvejr eller går med hundene. Og på den måde har jeg opbygget mit eget lille system, som fungerer for mig. Motion, frisk luft og natur er den cocktail, der giver mig lyst til at gribe dagen.

 

Accept af mig selv

Jeg er i dag tilbage på arbejdsmarkedet. Det mål har jeg nået ved at acceptere, at jeg er, som jeg er, og der er begrænsninger for, hvad hovedet kan håndtere.

 

Min store drøm har altid været at blive paramediciner. Det har jeg accepteret, at min psyke ikke kan klare, så det bliver jeg aldrig. De sidste 15 år har jeg arbejdet som pædagog, og i dag er jeg ansat i skoven som pædagog i et skovhjælperprojekt.

 

Naturen er min terapi

Af Helle Sørensen, 52 år

 

-Jeg lider af PTSD efter flere traumatiske hændelser i livet bl.a. en barndom med overgreb og seksuelle krænkelser, og er i dag førtidspensionist.

 

Trøst i naturen

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg fundet trøst og egenomsorg, ved at færdes i naturen. Det var dér, jeg som barn søgte ud, når jeg var allermest sårbar og ked af det. Og det har helt sikkert også været min overlevelse, at kunne "flygte" ind i min egen verden på denne måde.

 

"Det giver mig ro og fred i sindet"

 

Ro i sindet

Som voksen bruger jeg nok ubevidst naturen som terapi. En god travetur ud til skov og strand giver mig en enorm følelse af velvære og frihed. Det giver mig ro og fred i sindet, og tankemylderet bliver sat på standby i de øjeblikke, hvor mit fokus rettes på detaljerne i naturen.

 

Rastløsheden i kroppen får en pause, når alle mine sanser er blevet "fodret" med naturens mange underfundigheder. Mine nærmeste vil sikkert også give mig ret i, jeg er betydeligt nemmere at omgås, når jeg har været ude og brænde noget krudt af på mine traveture. Nedenfor er et par af mine forevigede skatte fra traveturene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kom ud!

Jeg kan kun anbefale andre, der har svært ved at komme videre efter en svær periode i livet: KOM UD! Ud, hvor himlen er høj. Mange gange letter det på noget af det mørke, som tynger på ens skuldre. Og de små skridt ud i naturen skubber også lidt til en, så man langsomt får overskud til at møde resten af verdenen udenfor og lære nye mennesker at kende.

 

Madlavning som selvforkælelse

Af Ina Petersen, 24 år

 

- Siden jeg startede i terapi, har min terapeut nævnt, at det ville være godt for mig at forkæle mig selv. Hmmmm......jaeh....hvem vil ikke det....men....HOW?!

 

Jeg spurgte andre til råds, og jeg fik masser af forslag, bl.a. læsning, maling, at strikke...men intet syntes at falde i god jord hos mig.

 

"Jeg havde ingen idé til egenforkælelse"

 

Min første tanke når jeg tænkte selvforkælelse, var shopping eller wellness. Men uden penge bliver begge dele op ad bakke.

 

Jeg lagde min hobby-jagt på hylden for en tid. Jeg havde ingen idé til egenforkælelse.....udover at købe kage, som ikke ligefrem er billigt eller sundt at gøre dagligt.

 

Inspiration og research

I processen 'at få det bedre' skal der andet end terapi til. Det er jo også vigtigt at spise ordenligt og regelmæssigt, en ting jeg, grundet min spiseforstyrrelse, ALDRIG har gået op i.

 

Jeg brugte derfor en del kedelig - hvis du spørger mig - tid på at finde inspiration til opskrifter. Åh dog. Der er jo så meget at finde online, så det kan være svært at overskue. Men efter en måneds tid med 10-15 minutters daglig research fandt jeg frem til nogle opskrifter, jeg ville prøve af.

 

Egenomsorg i køkkenet

Jeg tog mig god tid, kunne sagtens bruge tre gange så lang tid, som opskriften ellers havde noteret af tilberedningstid - og pludselig stod jeg der i mit køkken, lykkelig over at lave spændende mad til mig selv, smage madvarer jeg ikke vidste fandtes osv.

 

Nogen synes det er fantastisk afslappende at strikke.....jeg synes det er fantastisk afslappende fx at have hele dagen til at lave en lækker salat.

 

"Jeg giver mig selv omsorg i form af god næring"

 

Så min måde at forkæle mig selv på er gennem madlavning. Og det er meget billigere og mere givende end shopping. Jeg holder mig jo inden for mit tilrettelagte madbudget. Der er ligefrem gået sport i at undgå madspild og lave madplan!

 

På denne måde bruger jeg min hjerne og mine hænder, jeg bliver naturligt træt, og jeg giver mig selv omsorg i form af god næring. På dette link kan du læse et eksempel på en af mine uge-madplaner.

 

Jeg maler mine tanker

Af Ina Thorsøe Larsen, 55 år

 

- Jeg har gået til psykolog fast i to år, og jeg har startet foreningen Cisem op i 1992 (da hed den Støtteforeningen mod Incest), som den endelige afslutning på min terapi. Jeg har dog en del følgeskader, som dukker frem nu. I den forbindelse bruger jeg så min kreativitet ved at male og fotografere. Det giver mig en ro og en form for afslutning på de dybe tanker.

 

Ud og væk med det dystre

Jeg begyndte at male for fem år siden, men har altid lavet et eller andet kreativt. Jeg fandt ud af, at jeg ved at male kunne få mine tanker ned på lærredet. Så i stedet for at gå med de dybe trælse tanker, kom de ned på mit lærred og blev gemt væk.

 

"Mine malerier er begyndt at blive lysere i farverne.

Før var det sorte baggrunde og dystre motiver"

 

Når jeg har sådanne tanker - eller glade tanker - får jeg lyst til at male. Mine malerier er begyndt at blive lysere i farverne. Før var det sorte baggrunde og dystre motiver, men nu er det blevet mere lyst og glad.

 

Indtryk fra hverdagen

Jeg har mine mørke og lyse dage. Fx kan en bestemt lugt, et stykke musik, en person jeg møder, som minder om fortiden sætte noget i gang i mig, som jeg så bruger i mine malerier. I starten malede jeg meget på de mørke dage, og det kan også ses på malerierne.

 

Et af malerierne fra mine dystre perioder

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et udvalg af mine malerier fra mine gode og lyse perioder

 

 

Hvad har været din vej tilbage til livet?

 

Holdet bag www.UsynligeAr.dk efterlyser flere personlige bidrag vedrørende "Vejen tilbage til livet" til inspiration for andre. Har du haft positive oplevelser med spiritualitet, frivilligt arbejde i støttecentre for andre misbrugte eller motion?

 

Skriv et par linjer om, hvordan det har givet dit liv farver og mening til louise@usynligear.dk Vedhæft gerne billeder. Vi hjælper dig med opsætning, korrektur m.m. Du har mulighed for at være anonym, hvis du ønsker det.

 

Tilbage til hovedsiden "Vejen tilbage til livet"

 

 

© 2013-2017 UsynligeAr.dk

All Rights reserved

Webdesign: Pernille Gyldensøe

Fotos: Privatfotos, Pernille Gyldensøe